Handler med sommerhuse overgår ejerlejligheder

Der blev lige akkurat handlet mere med sommerhuse end med ejerlejligheder i første halvår af 2020 ifølge Boliga.

Coronaudbruddet har medført, at folks planer om at købe sommerhus er blevet rykket frem, lyder vurderingen fra Laust Farver, direktør i Boliga. (Arkivfoto)
Coronaudbruddet har medført, at folks planer om at købe sommerhus er blevet rykket frem, lyder vurderingen fra Laust Farver, direktør i Boliga. (Arkivfoto)
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at der i år har været godt gang i salget af sommerhuse.

I det første halvår af 2020 er der sågar blevet handlet mere med sommerhuse end ejerlejligheder. Det viser nye tal fra boligsiden Boliga. Tallene baserer sig på tinglyste handler på landsplan.

For fem år siden var der ifølge Boliga næsten tre gange så mange ejerlejlighedshandler som handler med sommerhuse i det første halvår.

Og de senere år har handler med ejerligheder også stabilt ligget over sommerhuse.

Men en stejl stigning på sommerhusmarkedet under coronaudbruddet og færre ejerlejlighedshandler har vendt billedet.

Coronaudbruddet har medført, at folks planer om at købe sommerhus er blevet rykket frem, lyder vurderingen fra Laust Farver, direktør i Boliga.

- Først og fremmest tror jeg, at mange har erkendt, at det er svært at rejse ud af landet og så har fremskyndet planerne om at købe et sommerhus, siger han.

Han påpeger også, at der på sommerhusmarkedet tilsyneladende er kommet nye købere til. Det gælder folk mellem 30 og 40 år.

Stigning på 57 procent

Ifølge Boligas tal er der blevet foretaget 6732 handler med sommerhuse i løbet af de første seks måneder af 2020. For ejerlejligheder er tallet 6552.

Sammenlignet med samme periode sidste år er antallet af sommerhushandler steget med 57 procent.

Det er imidlertid tvivlsomt, om farten på markedet fortsætter i helt samme høje tempo som hidtil, påpeger Laust Farver.

Sommerhussalget topper nemlig som regel i april, maj og juni, lyder det.

- Når man kommer hen på vinteren, begynder interessen at fordufte, siger han.

Selv om vi nærmer os september, er der dog fortsat godt gang i handlerne.

- Lige nu er markedet rygende, rygende varmt. Vi kan se, at mange steder bliver sommerhuse solgt efter én dag eller en uge eller to. Og de bliver solgt over udbudsprisen.

- Det tyder på, at der stadig er rigtig mange købere på markedet, siger Laust Farver.