Grillsæson står for døren - beredskaber deler gode råd til at undgå uheld

Sidste år rykkede brandvæsenet ud til 243 brande som følge af uforsigtig brug af grill og bål.

Brandvæsenet rykker hvert år ud til 200-300 brande forårsaget af grill, bål eller aske.
Brandvæsenet rykker hvert år ud til 200-300 brande forårsaget af grill, bål eller aske.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I weekenden venter lune temperaturer, og mange kunne nok blive fristet til at udnytte det gode vejr til en omgang grillmad. 

Men inden man tænder op og smider bøffer på grillen, kunne det være en god idé lige at få styr på sikkerheden. Og det vil Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen gerne hjælpe med. 

Derfor har de i en pressemeddelelse delt en række gode råd, der kan være med til at forebygge, at en grillaften ender med en brand. 

- Der er særligt tre tidspunkter i forbindelse med grill eller bål, hvor der let kan opstå brand: Hvis du tænder forkert op, dvs. bruger tændvæske, eller hvis du placerer din grill eller bålfad for tæt på brændbart materiale, f.eks. et hegn. Og så er der topscoreren; at du ikke får slukket kulrester og aske ordentligt bagefter, udtaler Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber, og fortsætter:

- Det kan tage over et døgn, før aske og kulrester er helt kolde og fri for gløder. Vent derfor med at smide asken ud, til det med sikkerhed er slukket helt.

Ifølge pressemeddelelsen er aske, der bliver smidt væk efter bål og især grill, den helt store synder. Den tegner sig for næsten 70 pct. af de formodede årsager til de 243 brande, der sidste år opstod som følge af brug af grill eller bål.

Drop tændvæske

En af de ting, beredskaberne gerne vil advare imod, er, at bruge tændvæske eller lignende, når der skal tændes op i enten grillen eller bålet. 

I stedet anbefaler de, at man bruger eksempelvis optændingsblokke. Samtidig skal man være opmærksom på, at der ikke er hverken dyr eller børn i nærheden, der kan blive forbrændt.

- Vi har i tidens løb set flere alvorlige ulykker, når der er brugt brandfarlige væsker til optænding. Det kan udvikle sig til eksplosionsulykker, hvor der kan ske alvorlige forbrændinger. Drop derfor tændvæsken og andre brandfarlige væsker, når du griller. Det er simpelthen for farligt, siger Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert hos Beredskabsstyrelsen, og fortsætter:

- Bruger du en engangsgrill på stranden, så vær særligt opmærksom på, at sandet under grillen bliver meget varmt. Det er derfor vigtigt at afkøle sandet med vand, inden I tager hjem, så ingen kommer til skade ved at træde på det varme sand. Du må heller ikke grave engangsgrillen ned i sandet efter brug.