Forsker vil justere regler for vurdering af huse ved havvindmøller

Taksationsmyndigheden er underlagt lovgivning på området.

Flere sommerhusejere ved Søndervig har fået erstatning som følge af Vesterhav Syd.
Flere sommerhusejere ved Søndervig har fået erstatning som følge af Vesterhav Syd.
Foto: Olav Fonager, TV MIDTVEST

Der er behov for at se på vurderingen af de værditab, som bliver lavet til husejere i forbindelse med etableringen af nye havvindmølleparker.

Det mener seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab hos Aarhus Universitet Toke Emil Panduro.

Han har sammen med en række forskere undersøgt effekten af havvindmøller i relation til huspriser.

Forskerne kunne ikke dokumentere, at havvindmøllerne havde nogen effekt på huspriserne.

Det stemmer overens med den gennemgang af vurderings- og salgspriser, som TV MIDTVEST har lavet for Søndervig.

- Det ser ud til, at generne ved vindmøller er mindre end den medvind, man har oplevet på sommerhusmarkedet, har boligøkonom i Jyske Bank Mikkel Høegh sagt om gennemgangen.

Fra stranden ved Søndervig er der udsigt til Vesterhav Syd, der består af 20 vindmøller.
Fra stranden ved Søndervig er der udsigt til Vesterhav Syd, der består af 20 vindmøller.
Foto: Olav Fonager, TV MIDTVEST


Afgørende forskel

Gennemgangen viser, at fire Søndervig-ejendomme i 2023 er blevet solgt, efter de i 2022 blev tilkendt kompensation af Taksationsmyndigheden, fordi de ville tabe værdi på grund af Vesterhav Syd.

To ejendomme er solgt for op til 35 procent mere end vurderingen lød på i 2022, mens salgsprisen for de to resterende huse er få procent højere end vurderingen fra Taksationsmyndigheden.

- Taksationsmyndigheden vurderer på erfaring og ikke statistik. Der er ikke mange, der har erfaring med effekten af havvindmøller. Derfor er det svært at vurdere effekten af havvindmøller i forhold til værditab. 

- I de konkrete tilfælde tyder det på, at Taksationsmyndigheden har overvurderet værditabet, siger Toke Emil Panduro.

Tager forbehold

I 2017 undersøgte han sammen med fem andre forskere effekten af havvindmøller ved Lolland opstillet mellem 3,5 og 9,5 km fra kysten.

Forskerne fandt ikke en signifikant effekt af udsyn til havvindmøller på ejendomspriserne. Med andre ord kunne forskerne ikke dokumentere, at møllerne har påvirket priserne.

- Som statistikere tager vi udgangspunkt i faktiske handler. Vi prøver at finde en generel effekt og ikke vurdere den enkelte ejendom modsat myndigheden, siger han.

Taksationsmyndigheden er etableret ved lov og bygger blandt andet sine vurderinger på en besigtigelse af den berørte ejendom og boligmarkedet i det relevante område.

Toke Emil Panduro mener også, at myndigheden bør forsøge at tage højde for, at dansk såvel som udenlandsk forskning ikke kan dokumentere, at havvindmøller påvirker priserne på ejendomme.

- Selvom vores tal viser noget, så kan der i konkrete tilfælde være en anden effekt, der er større, mindre eller slet ikke til stede, erkender forskeren.

TV MIDTVEST har spurgt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) om han vil se på værditabsordningen for husejere, der får udsyn til havvindmøller.

Presseafdelingen i ministeriet skriver, at Taksaktionsmyndigheden er en uafhængig myndighed, og at Klima,- Energi- og Forsyningsministeriet derfor ikke har indflydelse på, hvilke argumenter og statistiker, de lægger til grund for afgørelserne.

Taksationsmyndigheden har ikke ønsket ikke at kommentere på de konkrete vurderinger.