Flygtninge overhaler polakker på arbejdsmarkedet

Der ansættes flere arbejdere fra tredjelande end fra det øvrige Europa, viser undersøgelse.

Personer fra de såkaldte tredjelande fylder stadigt mere på det danske arbejdsmarked. Det viser en undersøgelse foretaget af Nykredit, skriver Berlingske.

Ifølge undersøgelsen er situationen i øjeblikket den, at den udenlandske arbejdskraft fra tredjelande for første gang stiger mere end den fra EU-landene. Nykredit har undersøgt udviklingen i beskæftigelsen for udenlandske statsborgere i Danmark på baggrund af tal fra Jobindsats.

- Det er bestemt et plus, at virksomhederne har haft succes med at ansætte arbejdskraft fra tredjelande i takt med, at tilstrømningen af arbejdskraft fra EU er løjet af. Det mindsker risikoen for mere udtalte og alvorlige flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked, siger Tore Stramer, der er cheføkonom i Nykredit.

Dansk Erhverv: En positiv udvikling

Analysen viser helt præcist, at antallet af personer i job fra tredjelande er steget med 8460 personer over det seneste år. I samme periode er den udenlandske arbejdskraft fra EU-landene kun steget med 6250 personer.

Det er særligt rengøringsbranchen, hoteller og restauranter samt sundheds- og socialvæsenet, der ansætter den udenlandske arbejdskraft fra tredjelande. Og det er positivt, at flygtninge fylder mere på arbejdsmarkedet, mener Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

- Dels er det rigtig positivt, at flygtninge nu i stigende grad er på vej ind på arbejdsmarkedet. Men samtidig har vi også en udfordring, fordi det flow af arbejdskraft ind på arbejdsmarkedet, vi har set fra landene omkring os - især fra de europæiske lande - er aftagende. Og det kan godt gå hen og give udfordringer for danske virksomheder og økonomi på sigt, siger han.

I analysen fra Nykredit kan man også se, at den udenlandske arbejdskraft samlet set er kommet op på 245.000 personer, hvilket er rekord.

 


Læs flere artikler fra Midt- og Vestjylland eller i kategorien Erhverv.