Færre lukninger: - Forældrene vil den lokale skole

Antallet af folkeskoler i landet er faldet kraftigt de sidste ti år, men nu ser det ud til at være slut.

Mette Witt Hagensen er landsformand for Skole og Forældre.
Mette Witt Hagensen er landsformand for Skole og Forældre.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Antallet af folkeskoler er de seneste år faldet dramatisk, fordi små skoler er blevet lukket eller reduceret til afdelinger.

Tal fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at der på bare 10 år er blevet 308 færre folkeskoler. Men nu er der noget, der tyder på, at det er ved at være slut med skolelukningerne.

Foreningen Skole og Forældre oplever endda, at flere kommuner vælger at gå den modsatte vej og lade tidligere skoledistrikter genopstå.

- Det, vi ser, det er, at nogle kommuner, som har lavet afdelingsopdelte skoler med fælles skoleledelse, ruller det tilbage til at have individuelle skoler med egen ledelse, siger landsformand for Skole og Forældre, Mette Witt Hagensen.

Og selvom det endnu ikke er helt slut med skolelukninger, så tegner der sig et billede af, at de mindre skoler igen er inde i varmen.

- Vi ser også kommuner som holder fast i, at her hos dem har de både store og små skoler, fortæller Mette Witt Hagensen.

Flere flytter på landet

I Viborg er politikerne helt på linje med forældrene, når det drejer sig om at bevare kommunens nuværende 27 folkeskoler.

- Der er ikke aktuelle planer om at lave skolelukninger eller centralisere, siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Viborg Kommune, Per Møller Jensen.

Det skyldes blandt andet bosætningen øges i flere af de mindre samfund i Viborg Kommune på bekostning af de større byer.

Mette Witt Hagensen mener også, at de lokale skoletilbud skal bevares og måske endda styrkes.

- Forældrene vil den lokale skole. Bor man i et lille lokalområde, så er skolen lille, og det er den skole, man gerne vil have til sit barn. Bor man i et større bysamfund, så er skolen større, og det er det, man flytter efter, forklarer hun.

2:28