F-16 fly brød lydmuren: Derfor brager det, når lydmuren bliver brudt

Her er forklaringen på, hvorfor to overlydsbrag torsdag fik vinduer til at ryste i det meste af Vestjylland.

Overlydsbrag grafik
Foto: Grafik: Daniel Winther-John, TV MIDTVEST

Rigtig mange midt- og vestjyder både hørte og mærkede et højt brag, da to F16-fly torsdag eftermiddag brød lydmuren og skabte et overlydsbrag, der ifølge vores seere kunne høres helt fra Videbæk til Mors og Thisted.

Men hvad er det egentlig, der skabte det her store brag, og hvad er en lydmur?

De spørgsmål har vi fået Eddy Bøgh Brixen til at hjælpe med at svare på. Han har hele sit voksne liv studeret og arbejdet med lyd og har skrevet flere bøger om emnet. 

Den korte forklaring er, at braget kommer, når F16-flyet indhenter sin egen lyd. 

- Når den lyd, der var der før, og den, der er der nu, er samme sted, så er der pludselig samlet rigtig meget energi på et sted, og så hører vi det her høje brag, forklarer han.

Hurtigere end lyden

Lyden bevæger sig igennem luften med en bestemt hastighed afhængig af temperaturen. På en dag med 20 grader er lydens hastighed 343 meter i sekundet, hvilket svarer til tæt på 1200 km/t. Det kalder man i flyverden for mach 1.

Når flyet flyver langsommere end lydens hastighed, er der fly-lyd både foran og bag ved flyet. Men når flyet nærmer sig denne hastighed, nærmer det sig den såkaldte lydmur.

- På det tidspunkt flyver man så hurtigt, at man indhenter sin egen lyd, forklarer Eddy Bøgh Brixen.

Og lige så snart det sker, så kan det altså høres.

- Alt lyd fra en periode bliver pludselig samlet sammen til noget, der forgår på en gang.

Braget kommer i det øjeblik, hvor lydens hastighed og flyets hastighed er nøjagtigt den samme; lige så snart flyet er forbi lydmuren, stopper braget også.

For piloten er det tyst

Når piloten først har overskredet lydens hastighed, er oplevelsen for vedkommende dog en helt anden.

- Der opstår nogle rystelser, og så er alt lyden bag ham. Så er alt tyst, fordi han er fløjet fra lyden, forklarer vores lydekspert.

Et F16 kampfly kan flyve 2400 km/t, altså det dobbelte af lydens hastighed, kaldet mach 2.

Eddy Bøgh Brixen er ingeniør med speciale i lyd.
Eddy Bøgh Brixen er ingeniør med speciale i lyd.
Foto: Privatfoto


Hvorfor mærker vi det?

Flere borgere i Midt- og Vestjylland mærkede også braget og kunne se, hvordan blandt andet deres vinduer vibrerede.

- Det er kraftige trykvariationer, der får det til at vibrere, siger Eddy Bøgh Brixen.

Lyd består nemlig af viberationer i luften, og hvis de bliver voldsomme nok, så kan man ikke kun høre dem, men også mærke dem. Ligesom det også er tilfældet med musik med en meget høj bas.

- Jo større masse materialet har, jo sværere er det at få til at vibrere.

- Vinduer er lette at bevæge, hvorimod det er noget sværere at sætte en mur i sving, siger Eddy Bøgh Brixen.

Du kan i artiklen herunder blive klogere på, hvorfor det var nødvendigt for jagerflyene at bryde lydmuren.