Efterlysning: 57-årig kvinde fra Handbjerg
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en 57-årig kvinde, der formodes at være i nedtrykt sindstilstand.(ARKIV FOTO)
Politiet efterlyser tirsdag eftermiddag en 57-årig kvinde. Omkring kl. 21.00 mandag aften forlod en 57-årig kvinde sit hjem i Handbjerg ved Vinderup.
Kvinden vurderes af familien til at være i nedtrykt sindstilstand. Den 57-årige har været eftersøgt af helikopter i løbet af tirsdag i området omkring Flyndersø og Hjerl hede, men eftersøgningen har ikke båret frugt. Politiet efterlyser nu den bil, hun er kørt i. Skulle nogen have oplysninger om en grå Skoda Fabia med registreringsnummeret ZX 34 113, modtager politiet gerne informationer på telefon 114.