DMI melder ud om snevejr: Megatræls, vi ikke ramte den helt

DMI ramte ikke helt rigtigt, da de varslede om kraftigt snevejr, mener meteorolog.

Sådan så det ud søndag mellem Lemvig og Tørringhuse.
Sådan så det ud søndag mellem Lemvig og Tørringhuse.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Der kommer ikke længere så megen sne, at man kan kalde det for kraftigt snefald. Det har DMI meldt ud søndag eftermiddag.

Lørdag forventede DMI, at der søndag ville komme mellem 20 og 30 centimeter sne i det midt- og vestjyske. Og nu er det slut med den kraftige sne.

Så nu er DMI så småt klar til at gøre status:

- Jeg tror, at nogen steder er vi nået op omkring de 20 centimeter i dag, siger vagthavende meteorolog ved DMI Trine Pedersen.

Ramte den ikke helt

Dermed ser det ud til, vi ikke kommer helt op på de 30 centimeter sne. Og Trine Pedersen er også klar til at sige, DMI måske har overvarslet en smule.

- I bakspejlet kan man se, varslet (om kraftig snefald red.) måske ikke skulle have været sendt.

- Det er megatræls, vi ikke ramte den helt, for det er det, vi sidder her for, men på den anden side var det heller ikke helt skævt, siger Trine Pedersen.

Meteorologen hæfter sig ved, at der trods alt faldet en del sne, og at det har betydet noget for trafikken. 

Det er nemlig især på grund af trafikale forhold, DMI varsler, så de, der har ansvar for veje og snerydning, kan være klar til at rydde.

Så dyb sne har DMI registreret frem til klokken 15.
Så dyb sne har DMI registreret frem til klokken 15.
Foto: DMI.dk

Kigger man på DMI’s statistik for snedybde fra midnat til klokken 15, ser højdespringerne ud til at have ramt mellem 10 og 15 centimeter i snedybde.

Det er dog svært for DMI præcist at sige, hvor megen sne der er faldet. For snevejret har været præget af lokale byger. Og det gør det sværere, hvis man måler i stedet for snedybde måler på nedbør.

- Der er ret store variationer, siger Trine Pedersen.

Samtidig har DMI ikke så mange officielle målestationer i det midtjyske. Her er der flere målepunkter langs Vestkysten, forklarer Trine Pedersen. 

Så hvis man ser på målestationernes nedbørsdata, vil det se ud, som om der har været mest sne mod vest. Men det kan lige så godt være et udtryk for, det er der, man måler mest.