Frygtede at stillads ville kollapse

En stilladskonstruktion kunne ikke bære vægten under de store mængder sne der er dumpet ned over natten og tidlig morgen.

Både politi, Nordvestjyllands Brandvæsen og stilladsfirmaet var søndag formiddag til stede ved Store Torv i Holstebro. Der er ingen tilskadekomne.

Hele Store Torv i Holstebro har været spærret af i godt en time i løbet af søndag formiddag. 

Årsagen er det stillads, som omkranser en af byens ældre bygninger, der netop nu gennemgår en renovering. 

Men stilladsbeklædningen har ikke kunnet holde til vægten af den tunge sne, der er dumpet ned fra himlen hen over natten og i løbet af de tidlige morgentimer. 

Entreprenøren for byggeriet havde opdaget, at noget af stilladset var kollapset og fik derfor tilkaldt Nordvestjyllands Brandvæsen: 

- Han var nervøs for, om der var yderligere fare for, at stilladset kunne falde ned eller vælte over i andre bygninger, lyder det fra indsatsleder Morten Würtz Gräs. 

Både politi, Nordvestjyllands Brandvæsen og stilladsfirmaet var søndag til stede da taget kollapsede.
Både politi, Nordvestjyllands Brandvæsen og stilladsfirmaet var søndag til stede da taget kollapsede.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Det er stilladsdelene i toppen af konstruktionen, der er kollapset under den store mængde sne. 

- Jeg kunne med samme selvsyn se, at stilladset ikke stod som det skulle, siger Morten Würtz Gräs. 

- For vores vedkommende handler det om at få sikret andre borgere, og så skulle vi danne os et overblik over, om der er fare for, at stilladset kunne falde yderligere sammen 

Stilladsfirmaet har nu været forbi Store Torv og vurderet, at der ikke er yderligere fare. Derfor er afspærringerne igen ophævet. 

Nu går arbejdet på at pille det stillads ned, som er knækket sammen og få sat et nyt stillads op. Det er Vemb Byg, der har byggeriet.