Danske golfbaner vil plante flere træer - for klimaet og golfens skyld

Dansk Golf Union har indgået et samarbejde med organisationen Plant et Træ.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Golfsporten i Danmark vil gerne være en grønnere sport. 

Det skriver Dansk Golfunion i en pressemeddelelse.

Derfor har organisationen indgået et samarbejde med organisationen Plant et Træ. Målet er at få plantet flere træer på de danske golfbaner.

Dansk Golf Union skriver i pressemeddelelsen, at danske golfklubber kan bidrage til at forbedre klimaet på mange måder - en af metoderne er at plante træer, der binder Co2 fra atmosfæren. 

Lars Broch Christensen, der er formand i Dansk Golf Union, udtaler:

- Golfbranchen skal som resten af verden selvfølgelig bidrage til at skabe et bedre klima og her kan træplantning være en del af løsningen. Langt de fleste golfbaner vil have arealer til rådighed, hvor det kunne lade sig gøre at plante træer, og her vil det samtidig kunne være med til at forbedre biodiversiteten til glæde for både naturen og golfspillerne.

Inddrage børn og unge

Plant et Træ vurderer, at samarbejde med Dansk Golf Union vil sætte yderligere fart på træplantningen rundt omkring i hele landet.

Organisationen håber også, at Dansk Golf Union vil invitere børn og unge indenfor, når der skal plantes træer. Ifølge Jens Døssing, der er landsformand for Plant et Træ, kan det være med til at inspirere børn og unge til at tage vare på naturen. 

- Vi oplever generelt en stadig voksende interesse for at plante træer, og vi tror fuldt og fast på, at især børns viden om naturen vil sikre en fremtidig forståelse for at passe godt på den. Vi håber, at golfklubberne kan se idéen i at plante træer sammen med børn, der så måske også kunne få lyst til at spille golf, siger Jens Døssing. 

Det er de enkelte golfklubber, der skal arrangere plantningen af træerne og betale for det.