Brintbiler skulle være fremtiden: Nu lukker alle danske tankstationer ned

Brintvirksomheden Everfuel fra Herning lukker alle sine aktiviteter i Danmark. Brintbil-drømmen har længe været død, mener ekspert.

2:31
Nu er det ikke længere muligt at tanke brintbiler på offentlige pladser herhjemme.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

- Det er slut. 

Sådan siger markedsanalytiker ved Bilbasen, Jan Lang om dét, der ellers skulle have været fremtiden. 

Biler, der kører på brint, skulle ellers være med til at gøre transporten grøn og bæredygtig, men sådan er det ikke endt.

- Brint-teknologien har helt klart nogle fordele, men overordnet set har det ikke givet mening for bilproducenterne at lave brintbiler, brint er blevet fravalgt, siger analytikeren.

0:51
Brint, el, diesel eller benzin? Hvilken type bil tør du satse på i fremtiden? Hør et par midtjyders holdning til problematikken, som TV MIDTVEST i dag mødte i Ikast.
Foto: Foto: Mikael Andersen, Grafik: Lærke Nord

Derfor lukker Herning-virksomheden Everfuel alle sine brintstationer i Danmark, som udfases inden årets udgang. 

- De stationer, som vi har valgt at lukke i Danmark, har nået enden på deres tekniske levetid, hvorfor Everfuel stod overfor beslutningen om at forny eller lukke. Derudover er der ikke kommet så mange brintbiler, som køretøjsproducenterne tidligere indikerede, at der ville komme, hvorfor det ikke længere giver økonomisk mening at drive vores gamle stationer for personbiler, skriver Everfuel i et skriftligt svar til TV MIDTVEST. 

Brintbranchen ærgrer sig

Den udmelding kalder Tejs Jensen fra Brintbranchen akut og alvorlig. 

Han er direktør for organisationen, der forener aktører, som arbejder med brint.

- Her og nu er der et meget akut problem med, at brinttankstationerne er lukket. Det er selvfølgelig en træls, beklagelig og alvorlig situation, siger direktøren. 

Han kalder også situationen for "uholdbar" for de danske brintbilejere, men han vil ikke lægge fremtiden for brintbiler helt i graven.

Tejs Jensen er direktør i hovedorganisationen for brint og PtX i Danmark.
Tejs Jensen er direktør i hovedorganisationen for brint og PtX i Danmark.
Foto: TV 2

- Der skal være tank-infrastruktur til rådighed, men det er lidt ligesom "hønen og ægget" - for hvem vil drive en infrastruktur, når ingen bruger det, og hvem vil køre en bil, når der ikke nogen tankstationer? Det har man haft svært ved at få til at gå op, siger Tejs Jensen - men tilføjer: 

- Det er det, som EU nu forsøger at løse med krav til tankstationer, til kapacitet og til lade-infrastruktur, som kommer og som bliver rullet ud over de kommende år. Men det er på længere sigt, erkender Tejs Jensen. 

Han har selv en brintbil - men lader den stå lige for nu. De kan være svære at tale for lige i øjeblikket, erkender han. 

- Jeg tror, der er rigtig mange gode grunde til at have en brintbil. Men det er klart, at i Danmark lige nu, bliver man nok lige nødt til at se tiden an, fordi der pt. er ikke en måde at tanke den op. Og det ville jo være mærkeligt at sige, at man så skulle købe en bil, man ikke kan tanke - lige nu i hvert fald. 

En dødfødt tanke

Det kommer ikke som en overraskelse for Jan Lang, som i årevis har fulgt og analyseret bilmarkedet og turneret med foredrag om fremtidens biler. 

- Teknologien kunne ikke finde et ståsted fra starten af. Det var næsten, for at sige det ærligt, en dødfødt tanke. Producenterne understøttede ikke med relevante modeller, og samtidig satsede de på el, og skulle også holde sine benzin- og dieselbiler. 

Markedsanalytiker Jan Lang har allerede lagt brintbilens fremtid i graven.
Markedsanalytiker Jan Lang har allerede lagt brintbilens fremtid i graven.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Satser på Tyskland og tung transport

Det er virksomheden Everfuel, som har hovedsæde i Herning, der driver brintstationerne i Danmark. 

Nu vil virksomheden satse på vores naboland Tyskland i stedet. 

- Danmark har været foregangsland indenfor brint til mobilitet, men med få køretøjer, umoden stationsteknologi og manglende politisk fokus sammenlignet med Tyskland, så er det den nødvendige beslutning for os i Everfuel at fokusere på storskala-brintproduktion ud fra grøn strøm i Danmark, mens anvendelsen til mobilitet kommer til at ske til den tunge transport i Tyskland, skriver Everfuel i et skrifteligt svar til TV MIDTVEST og uddyber: 

- Det er i særhed indenfor den tunge trafik, hvor brintens fordele kommer til udtryk og det er der vi skal fokusere. Derfor er vi også ved at bygge 2 nye stationer i Tyskland til busser i tillæg til vores eksisterende busstation i Holland. Det skyldes også at man i Tyskland kan få grønne certifikater for at tanke grøn brint, hvilket har stor værdi for os fordi det er med til at dække ekstraomkostninger ved den nuværende brintstationsteknologi, står der i svaret fra Everfuel.