Børnehave og efterskole spiser pænt: Lærer om dannelse

Vestjyder går meget op i bordskik, og det er noget, som trænes både i børnehaven og på efterskolen.

Det er 100 år siden, at Emma Gads bog Takt og Tone udkom i Danmark.
Det er 100 år siden, at Emma Gads bog Takt og Tone udkom i Danmark.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Plastikkopperne og skeerne bliver pænt fordelt rundt på bordene hos Børnehaven Baunegården i Struer.

På skamlerne rundt om bordene sidder børnehavebørnene pænt med hænderne under bordet, indtil der bliver sagt værsgo.

Gode manerer og bordskik er nemlig vigtigt i børnehaven her i 100 året for Emma Gads bog takt og tone.

- Børnene lærer noget om helt almindelig dannelse og hvordan man tackler forskellige situationer, når man er sammen med andre mennesker, siger Helle Andersen, som er pædagog i børnehaven.

Den gode dannelse kommer dog ikke gennem en hård tone og rap over fingrene, hvis de er på bordet, inden suppen serveres.

 - Vi går rigtig meget op i, at der er en god atmosfære først og fremmest. Det er ikke sådan, at vi sidder og retter på børnene, siger Helle Andersen.

Børnehaven er et oplagt sted at lære den slags, men også i de ældre årgange arbejdes der på det.

Sang og samtale

På Staby Efterskole startes de daglige måltid i gang med fællessang og præsentation af menuen, inden de mange elever kan nyde maden i god ro og orden.

 - Jeg synes, man skal nyde et måltid i stedet for at rode med det hele og larme en masse. Så det er rart, at der er lidt ro på, siger Julie Geertsen Lund, der går i 10. klasse på Staby Efterskole.

Det kan virke som basale ting, men det er noget, som efterskolen lægger stor vægt på.

- Det er vigtigt for os, at de får lært at spise, så man kan sidde og hygge sig med det og har tid til at snakke sammen. Det er et pausested, men det er også vigtigt, at man lærer at spise ordentligt, bruger kniv og gaffel og smager på maden, siger Anders B. Mikkelsen, forstander på Staby Efterskole.

Og det ekstra fokus kan give pote fremad i livet.

- Det er nok nemmere at være sammen med andre, hvis man spiser pænt, siger Adam T. Madsen, 10. klasse på Staby Efterskole.

1:54
Se, hvad bordskik betyder, og hvordan det fungerer i børnehaven og efterskolen.