Advarsel til landbruget: Tyvebander på rov hos landmænd i Midt- og Vestjylland

Anmeldelserne om tyveri af udstyr fra landbrugsmaskiner er stigende. Derfor bør landmænd, maskinstationer og forhandlere være ekstra opmærksomme.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi advarer om gps-tyverier fra landbrugsmaskiner.

Mærkning af udstyr med eksempelvis DNA er blandt de værktøjer, der kan gøre arbejdet svært for tyvene.

Mette Bundgaard, Politikommissær, Midt- og Vestjyllands Politi. 

Den seneste måned har Midt- og Vestjyllands Politi fået flere anmeldelser om tyveri af gps-udstyr og andet udstyr fra landbrugsmaskiner. Det får nu ordensmagten til at advare landmænd, maskinstationer og forhandlere mod lignende tyverier.

Læs også Traktorer og teknologi: 15 landmænd på GPS-kursus

Siden den 22. februar er ni tilfælde af tyveri fra landbrugsmaskiner blevet anmeldt. Tyverierne er foregået i Kibæk, Skjern, Holstebro, Bording og Herning.

Der er helt konkrete tiltag, der kan gøre tyvenes arbejde mere besværligt. Det forklarer Politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Mette Bundgaard.  

- Mærkning af udstyr med eksempelvis DNA, så det kan kædes sammen med et gerningssted. Skilt med mækning af udstyr, kameraovervågning samt alarmer på bygninger. Det er enkelte værktøjer, der kan gøre arbejdet svært for tyvene, forklarer Mette Bundgaard.