100 kroner blev til 170.000 kroner: Vestjysk kvinde oddsede sig til stor gevinst

En kvinde fra Vestjylland ramte i weekenden plet på 10 ud af 10 kampe på en Oddset-kupon.

Kampen mellem Atletico Madrid og Athletic Bilbao var den sidste kamp, der skulle gå hjem.
Kampen mellem Atletico Madrid og Athletic Bilbao var den sidste kamp, der skulle gå hjem.
Foto: Danske Spil

Der blev lige tjekket en ekstra gang eller to, da en vestjysk kvinde i weekenden stod med sin Oddset-kupon i hånden. Den viste nemlig, at hun havde forudset resultatet på 10 fodboldkampe. 

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

- Vi råbte da lidt, indrømmer kvinden, som havde taget imod gode fodbold-råd fra sin voksne søn.

Kvinden havde spillet for 100 kroner, og med de 10 rigtige resultater, udløste det en gevinst på 170.000 kroner.

- Vi er lidt mere stille end andre herude, men vi kan godt råbe. Og når man vinder 170.000 kroner, så må man godt, siger hun og tilføjer straks.

- Men det er nu ikke noget, vi ellers taler højt om.

Fødselsdag med kupon i hånden

Kvinden, som ønsker at være anonym, fortæller, at familien lørdag var til fødselsdag, men at hun og de andre undervejs i festen havde fulgt med på mobilen.

- Vi sad og spiste, og så sad vi lidt ind i mellem og kiggede på nettet. ’Nå, er den nu også gået hjem? Gud, nu er den og den også gået hjem’, fortæller hun.

Da kvinden vendte hjem efter fødselsdagen, var 9 ud af 10 kampe på kuponen gået hjem, og så blev der tændt for fjernsynet. 

Her fulgte hun og familien med i den tiende og sidste kamp på kuponen. Her skulle Atletico Madrid enten vinde eller spille uafgjort mod Athletic Bilbao, og det klarede Madrid-holdet altså uden problemer.

- Vi sad og så den på tv, og da der så blev lagt ni minutters tillægstid til, der sad vi helt ude på kanten af sofaen. Vi sad og blev helt stille til sidst. Vi sad og svedte, fortæller kvinden.

Er det nu også rigtigt?

Først da der blev fløjtet af og de 170.000 kroner endegyldigt var vundet, brød familien ud i jubel. Lige indtil tvivlen overrumplede dem, for hvad nu hvis de havde kigget forkert?

- Man tror jo heller ikke på det. Nej, vi må have kigget forkert på kuponen. Tjek den lige igen, tjek den lige igen, siger hun med et grin.

Nu er kuponen tjekket mange gange, og den er god nok. Den vestjyske kvinde har med sine forudsigende fodboldevner forvandlet 100 kroner til 170.000 kroner. Nu er spørgsmålet så bare, hvad pengene skal bruges på.

- Det skal man lige overveje. Vi investerer dem nok, men det ved vi ikke helt endnu. Vi har ikke de store armbevægelser herude, og vi skal også lige se pengene først, siger kvinden, som dog også tror, der bliver råd til en lille rejse.