Oprydning efter ti største forureninger vil koste 2,7 milliarder

Danske Regioner laver plan for oprydning efter såkaldte generationsforureninger. Men finansieringen mangler.

Det vil koste 2,7 milliarder kroner frem mod 2030 at rydde op efter de ti såkaldte generationsforureninger.
Det vil koste 2,7 milliarder kroner frem mod 2030 at rydde op efter de ti såkaldte generationsforureninger.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Det vil koste 2,7 milliarder kroner frem mod 2030 at rydde op efter de ti såkaldte generationsforureninger.

Det konkluderer Danske Regioner, der har lagt en samlet plan for, hvor forureningerne fra blandt andet Cheminova og Grindstedværket skal håndteres.

- Generationsforureningerne giver utryghed for en masse mennesker og ødelægger vores natur.

- Derfor har vi nu lagt en langsigtet plan for, hvordan vi får ryddet de store forureninger op, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i en pressemeddelelse.

Der skal ryddes op fra 1950'erne

Planen er opdelt i tre faser, der ifølge regionerne skal sættes i gang over de kommende år.

Den første fase vil strække sig frem til 2026 og koste cirka 740 millioner kroner.

Heraf er 81 millioner kroner afsat på den forrige finanslov.

De fem regioner bruger sammenlagt cirka 440 millioner kroner om året på at rydde op efter jordforureninger.

Regionernes egne budgetter rækker ifølge regionsformanden ikke til at finansiere oprydningerne efter generationsforureningerne.

- Skal vi i mål, kræver det, at regionerne får flere midler fra staten til opgaven, så vi kan sætte gang i fase ét af planen, siger Stephanie Lose.

Generationsforureninger skyldes udledning fra industrien i 1950'erne og 1960'erne, og der er nu ti generationsforureninger i Danmark.

I det såkaldte forståelsespapir mellem partierne i rød blok fra sidste sommer, som gjorde Mette Frederiksen (S) til statsminister, er det aftalt "at håndtere og rense de store generationsforureninger".

Regionerne har nu sendt planen til miljøminister Lea Wermelin (S).

/ritzau/