Husk varmt tøj: Iskold attraktion åbnede i Thyborøn

I et gammelt frysehus har Michael Madsen indrettet en permanent udstilling med iskunst.

Dagmar Grau Møller er en af de kunstnere, der har lavet en skulptur til udstillingen.
Dagmar Grau Møller er en af de kunstnere, der har lavet en skulptur til udstillingen.
Foto: Troels Esmarch, TV MIDTVEST

Gæsterne blev udstyret med varme tæpper, da der onsdag var officiel indvielse af en ny attraktion i Thyborøn.

Årsagen var ikke det skiftende danske sommervejr - der var derimod tale om åbningen af en permanent udstilling af isskulpturer, som af naturlige årsager er placeret i et gammelt frysehus.

- Jeg har en fascination for isskulpturer - synes at de er magiske. Så nu kan vi gå fra industri til magi ved at få fat i nogle kunstnere, der kan arbejde med is, forklarede Michael Madsen, som er manden bag den nye attraktion.

Madsen er også kendt som ejer af JyllandsAkvariet i Thyborøn. Han har ejet det gamle frysehus i flere år og begyndte sidste år at overveje muligheden for en udstilling af iskunst. Under coronaen tog ideen fart, og nu har han så åbnet det, som han kalder den første helårlige udstilling af iskunst i Europa.

 
 
Foto: Troels Esmarch, TV MIDTVEST

Der er små 20 skulpturer i den nye attraktion. En af dem er lavet kunstneren Dagmar Grau Møller.

- Der kommer nogle fede muligheder ved at stå herinde i et fryserum og skære. Materialet er fedt i sig selv. Det er gennemsigtigt, så det er ligesom at skære i glas - bortset fra at glas ville splintre. Man kan få nogle ret fede effekter frem, sagde hun.

Med til indvielsen var også direktøren i Dansk Kyst- og Naturturisme, Jens Hausted. Og han kunne lide, hvad han så.

- Det her er en autentisk oplevelse i en ny form. Is hører til i Thyborøn og har gjort det, lige så længe der har været fiskeri. Nu skaber man en ny attraktion og nogle muligheder for byen, som er baseret på det, man i virkeligheden kommer fra, sagde han.

Se flere billeder fra udstillingen øverst i artiklen ved at bruge pilene i siderne af billedet i toppen.

1:56
Se indslag om den nye udstilling her.