Flotte billeder: Ny delfin flyttet ind i Thyborøn Kanal

En ny delfin har ifølge lokale kendere sluttet sig til flokken i Thyborøn Kanal, og ser ud til at trives ret godt i kanalen.

Delfiner kan kendes på rygfinnen. En ny delfin ser ud til at være flyttet ind i flokken, der holder til omkring Thyborøn Kanal.
Delfiner kan kendes på rygfinnen. En ny delfin ser ud til at være flyttet ind i flokken, der holder til omkring Thyborøn Kanal.
Foto: Lars Mikkelsen

Naturfotograf og havdyrsentusiast Lars Mikkelsen fra Hjerm fangede lørdag fine billeder af en ny indflytter i Thyborøn Kanal. 

- Det er vildt fedt, siger han.

Udover at være fotograf, er Lars Mikkelsen også en del af ”Delfiner i Danmark”. Sammen holder parterne øje med delfinerne ved Thyborøn, og det var netop sådan en tur han og den Ph.D studerende Héloïse Hamel fra Marinbiologisk Forskningscenter på SDU var afsted på i weekenden.

De havde i forvejen hørt rygter om, at der var spottet en ny delfin udover de tre, der mere eller mindre permanent er flyttet ind. 

- Vi fik nogle rigtig gode billeder. Det er lige nøjagtigt, hvad vi skulle bruge, siger han og bekræfter at en ny delfin har indfundet sig. 

- Måden, man identificerer delfiner på, er ved at se på rygfinnen efter mærker og ar. Og vi har med en helt ny delfin at gøre her, fortæller Lars Mikkelsen. 

'Rey' kalder de den nye tilflytter, som ser ud til at være accepteret i den blivende flok.
'Rey' kalder de den nye tilflytter, som ser ud til at være accepteret i den blivende flok.
Foto: Lars Mikkelsen

- Vi havde en drone med og kunne følge flokken i lang tid. Vi kunne se, at den ser ud til at være en accepteret del af flokken. Specielt når de jager, kan man se det, siger Lars Mikkelsen. 

Udover at være fotograf er Lars Mikkelsen også en del af gruppen ”Delfiner i Danmark”. Sammen holder forskellige parter øje med delfinerne i de danske farvande.

Thyborøn Kanal her er blevet et populært tilflytningssted for delfiner.

Weekendens mål var at få be- eller afkræftet rygterne om en ny tilflytter, og nu skal han have sendt sine billeder af den nye delfin til samarbejdspartnerne rundt om Nordsøen for at se, om de kender rygfinnen. 

- Der kommer hele tiden nye delfiner ind og ud af kanalen. I 2021 spottede vi 11 forskellige. Nogle af dem bliver hængende lidt og smutter så igen, men den her ser altså lige nu ud til at være kommet for at blive, siger havdyrsentusiasten.  

Lars Mikkelsen kan ikke bekræfte det med sikkerhed, men han gætter på, at den nye delfin er hunkøn. 

- Man kan se, at den måde, den omgås de andre i flokken på, er meget rolig. Det er ikke sådan så hannen bliver aggressiv overfor den, og det fortæller mig, at det sandsynligvis er en hun. 

Ifølge Lars Mikkelsen stortrives delfinerne på den føde, de kan finde i Thyborøn Kanal. 

- Det er formentlig federe fisk, de fanger, end de har været vant til. Vi kan tydeligt se på billederne, at er blevet tykke, imens de har været her. De savner ikke føde, fortæller Lars Mikkelsen.

Man kan følge Lars Mikkelsens arbejde med defilnerne i Thyborøn Kanal her på facebooksiden 'Delfiner i Danmark'.