Fiskeriformand om kuttersag: - Der bliver selvfølgelig spekuleret

Formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening ser frem til, at der kan blive sat et punktum i kuttersagen.

Thomas Rahbek Sloth er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.
Thomas Rahbek Sloth er formand for Sydvestjysk Fiskeriforening.
Foto: Selma Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Fredag er fem fiskere blevet tiltalt for at have frihedsberøvet og dræbt deres 41-årige kollega, Alf Villum Jensen

En nyhed der også er nået til havnen i Hvide Sande, hvor formaden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Thomas Rahbek Sloth, befinder sig.

- Der bliver selvfølgelig spekuleret i det. Det vil der jo altid gøre, men vi har kun forklaringen fra politiet, så vi kender ikke det reelle billede, siger han. 

- Det har fyldt, hvad der egentligt er sket derude, og det får vi forhåbentlig snart en afklaring på. 

Ifølge politiet har de fem mænd i perioden 26. til 30. januar 2023 frihedsberøvet manden ved at binde hans arme og ben sammen og derefter dræbt ham ved blandt andet at tage kvælertag og halsgreb.

Derudover er de fem fiskere anklaget for at have begået omfattende stump vold mod mandens hoved og krop.

- Op til domstolene at tage stilling

Formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening ønsker dog ikke at forholde sig til den konkrete tiltale. 

- Det er op til domstolene at tage stilling til, hvordan dommen skal lyde, siger Thomas Rahbek

Det er over et år siden, at 41-årige Alf Villum Jensen ifølge politiet blev dræbt på kutterem L 1 Inger Katrine. Siden da har politiet efterforsket sagen, inden der i dag blev fremlagt en konkret tiltale.

Efter så mange måneder ser fiskeriformanden derfor frem til, at der inden alt for længe kan blive sat et punkt i sagen. 

- For selve fiskeriet betyder det jo ikke noget særligt. Det er mere for de implicerede parter, at det betyder noget. De går jo nok og venter på, at der blive sat et endeligt punktum. Det ville jeg i hvert fald selv gøre, hvis jeg stod i den situation, afslutter han. 

Sagen vil køre ved Retten i Holstebro med første retsdag 26. april 2024.

Der er afsat 12 dage til retssagen.