Priser på himmelflugt: Krigen i Ukraine vil kunne mærkes på indkøbsturen

Cheføkonom spår, at priserne på en lang række produkter vil blive endnu højere som følge af krigen i Ukraine.

Prisen på mælk er steget 14,2 procent i løbet af et år.
Prisen på mælk er steget 14,2 procent i løbet af et år.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvis du er vant til mælk i kaffen, så kan det være, at du fremover skal overveje at drikke den sort. Eller helt undvære din morgenkaffe.

Basale dagligvarer som mælk og kaffe er kun blevet dyrere, og i fremtiden kan vi se frem til større prisstigninger.

Det er gennemsnitligt blevet 4,3 procent dyrere at leve, hvis man sammenligner januar 2022 med samme måned året tidligere. Det viser tal fra forbrugerprisindekset, som Danmarks Statistik står bag.

I januar steg priserne på en lang række varer så meget, at der er tale om den største stigning på et år siden august 2008, oplyser Danmarks Statistik. 

Det er særligt el, brændstof og gas, der er steget i pris, men også smør, ost og babymad er blevet dyrere at putte i indkøbskurven.

Og det tyder på, at der venter yderligere prisstigninger på en lang række produkter. 

Krigen i Ukraine kommer efter alt at dømme til at have betydning for vores kommende madbudget, vurderer Morten Bruun Pedersen, cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk. 

- Nogle virksomheder har allerede indkalkuleret nogle af de prisstigninger, som de forventer, men vi kommer til at se krigen i Ukraine endnu tydeligere i priserne fremover, siger han.

Det tager tid, før prisstigninger viser sig i forbrugerleddet, og der er stor usikkerhed forbundet med at spå om prisen. Ifølge Morten Bruun Pedersen vil især kornpriserne stige, da Ukraine står for en stor del af verdensproduktionen.

Ifølge Reuters har Ukraines regering bandlyst eksport af blandt andet rug og byg resten af året.

Morten Bruun Pedersen forventer, at krigen i Ukraine blandt andet får betydning for priserne på korn, da landet står for en stor del af verdensproduktionen.
Morten Bruun Pedersen forventer, at krigen i Ukraine blandt andet får betydning for priserne på korn, da landet står for en stor del af verdensproduktionen.
Foto: Pressefoto


Krig betyder prisstigninger

Det er ikke nyt, at krig i verden medfører prisstigninger. Forbrugerpriserne steg også under 1. og 2. Verdenskrig. 

Under 1. Verdenskrig steg forbrugerpriserne 16-18 procent, og under 2. Verdenskrig steg priserne med 25 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Vi er afhængige af hinanden internationalt. Manglende produktion betyder prisstigninger, fordi efterspørgslen er den samme eller større. Det viser sig i priserne, siger Nicklas Elversøe, fuldmægtig ved Danmarks Statistik.

Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk opfordrer forbrugeren til at være ekstra prisbevidst og grundigt sammenligne priser.

- Forbrugeren skal ikke sluge alt. Nogle virksomheder er nødsaget til at sætte priserne op, hvor andre virksomheder tager en del af prisstigningerne på sig. Som forbruger kan man undersøge, om der er andre, der kan levere den samme vare billigere, siger han.

De nyeste tal, der viser prisudviklingen for februar 2022, bliver offentliggjort den 10. marts. 

Æg er én af de få varer, der ikke er ramt af betydelige prisstigninger. 0,4 procent lyder stigningen fra januar 2021 - januar 2022.
Æg er én af de få varer, der ikke er ramt af betydelige prisstigninger. 0,4 procent lyder stigningen fra januar 2021 - januar 2022.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix