Brugte mærkedag på at ride tankerne væk

Søndag er det præcis to måneder siden at krigen i Ukraine brød ud. Derfor skulle et arrangement hjælpe børn med at lede tankerne væk.

2:38
Danil Barabanov var en af de ukrainske flygtninge, der brugte dagen på hesteryg.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

En dag på hesteryg med hygge og leg. 

Det var, hvad Birgittelyst Ridecenter i Viborg søndag tilbød for 14 ukrainske flygtningebørn. Tanken var, at lede tankerne væk fra de rædsler, der fortsat foregår i Ukraine. 

I dag er det nemlig to måneder siden at krigen begyndte, og mens hverdagen for mange går videre, så mindes de ukrainske flygtninge konstant om det. 

Derfor er dagens arrangement kærkomment. 

- Jeg synes, det er en rigtig god ide. Det er første gang min bror prøver at ride og han har været helt vild med det og det bringer ham en masse glæde fortæller Olga Mischuk, der sammen med sin lillebror er flygtet til Danmark, mens forældrene fortsat er i Ukraine. 

Olga Mischuk håber, at hun og hendes lillebror snart kan vende hjem til deres forældre.
Olga Mischuk håber, at hun og hendes lillebror snart kan vende hjem til deres forældre.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Arrangementet var stablet på benene i et samarbejde mellem Nødhjælpscentralen Viborg og Birgittelyst Ridecenter og bød også på påskefejring. 

Den ortodokse påske, som man fejrer i Ukraine, falder nemlig en uge efter "den danske". 

Derfor var der efter rideturen hygge i rytterstuen med blandt andet ukrainsk påskebrød og pyntede æg.

- Jeg har kunnet se en masse glade børn i dag og min bror har været glad. Det hjælper med at dæmpe de grimme tanker og giver overskud til at komme lidt videre, siger Olga Mischuk.

Selvom dagen i dag har bragt meget glæde med sig, så er Olga og hendes bror klar til at sadle om og ride tilbage til Ukraine, når chancen byder sig. 

Også selvom den tanke fortsat er forbundet med stor usikkerhed. 

- Det er svært at tænke på, for det kan jo vare længe, men jeg tror på, at Ukraine vinder krigen. Lige så snart der er fred og det er sikkert for min bror og jeg at vende hjem, så tager vi afsted.

Ifølge den seneste opgørelse fra FN, så er 4,7 millioner ukrainere flygtet fra krigen. 

25.000 af dem har søgt ophold i Danmark.