Anatolii kørte til Ukraine for at hente familien hjem til Skive

Anatolii Trotsenko er lige kommet hjem fra den ukrainske grænse, hvor han hentede sin familie.

Anatolii Trotsenko med sin kone, søn og konens søster.
Anatolii Trotsenko med sin kone, søn og konens søster.
Foto: Privatfoto

Torsdag indledte Rusland et angreb på Ukraine. Så snart situationens alvor gik op for ukrainske Anatolii Trotsenko, var han ikke i tvivl: Det var nødvendigt at få familien ud af hjemlandet hurtigst muligt.

- Fredag morgen begyndte der at komme en masse beskeder på min telefon, hvor mine venner i Ukraine fortalte om situationen. Der besluttede vi os for, at vi var nødt til at tage afsted, fortæller han.

Derfra gik det stærkt. Han og konen pakkede de nødvendige ting sammen fra huset i Skive, og så satte de sig i bilen og kørte via Tyskland og Polen til den ukrainske grænse, hvor de nåede frem lørdag.

Kun konen krydsede grænsen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har underskrevet et dekret, der beordrer mobilisering af alle landets værnepligtige og medlemmer af reserven. Det betyder i praksis, at kampdygtige mænd ikke må forlade landet. Derfor var det kun Anatolii Trotsenkos kone, som krydsede den ukrainske grænse, da parret nåede dertil.

Deres ukrainske familie bor omkring 600 kilometer fra grænsen, så for at gøre turen ind i Ukraine så kort som mulig, var de blevet kørt dertil af et andet familiemedlem. Dermed kunne Anatolii Trotsenkos kone hurtigt krydse grænsen og tage sin søn og søster med tilbage til bilen, der straks kørte retur mod Danmark.

- Vi er meget trætte, for det var en lang tur. Omkring 48 timer af turen var på vejene, siger Anatolii Trotsenko.

Fortsat frustration over situationen

Familien nåede tilbage til Skive søndag formiddag, og indtil videre er det planen, at de alle skal bo i samme hus.

Selv om turen til Ukraine gik som planlagt, er det langt fra slut med bekymringerne for Anatolii Trotsenko.

- Vi tænker meget på vores forældre, for både mine og min kones forældre er stadig i Ukraine, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, siger han.

Op mod 400.000 ukrainere er flygtet fra landet i løbet af krigens første dage.

1:14
Anatolii Trotsenko er lige kommet hjem fra grænsen til Ukraine, hvor han hentede sin familie.