Kort nyt

26. maj 2024 kl. 15:49

FCM-anfører er tilbage på stadion efter koma

Kristoffer Olsson er tilbage på MCH Arena som tilskuer. Det er første gang, siden han i februar faldt om i eget hjem og derefter røg i respirator. Billedet her er fra en pressekonference i 2023.
Kristoffer Olsson er tilbage på MCH Arena som tilskuer. Det er første gang, siden han i februar faldt om i eget hjem og derefter røg i respirator. Billedet her er fra en pressekonference i 2023.
Foto: Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands anfører, Kristoffer Olsson, er tilbage på MCH Arena til det mulige guldbrag mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF.

Anføreren røg i februar i koma, efter han faldt om i eget hjem.

Han blev ramt af flere små blodpropper 20. februar. De har siden gjort ham ukampdygtig, og han har genoptrænet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Men søndag kommer han altså tilbage på MCH Arena som tilskuer for første gang siden. Det oplyser FC Midtjylland i en kampoptakt hos Viaplay.

Til TV MIDTVEST fortæller Preben Rokkjær, der er marketing og support director i FCM, at FCM vil lave en markering i ottende minut. Kristoffer Olsson har nummer 8.

FC Midtjylland vinder det danske mesterskab i dag, hvis de får flere point i kampen mod Silkeborg, end Brøndby IF får i deres opgør mod AGF.

Hos TV MIDTVEST kan du både finde en liveblog fra kampen og reaktioner.

58 minutter siden

Person på motorvej: Kører løbehjul i nødsporet

Mandag eftermiddag er en person med et løbehjul endt på motorvejen fra Herning mod Silkeborg. 

Det skriver Vejdirektoratet på sit trafikkort.

Personen kører på løbehjulet i nødsporet, står der i advarslen, som er gældende fra 14.58.

Kl. 12.53

Sigtes for indsmugling af 381 kilo narko

To mænd på 37 og 40 år bliver tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg, hvor anklageren vil kræve dem varetægtsfængslet for indsmugling af 381 kilo amfetamin fra udlandet til blandt andet Viborg og Silkeborg.

Der er tale om en udløber af en gammel sag, som indtil videre har resulteret i domme til seks personer. 

I 2022 blev en 30-årig mand idømt 18 års fængsel i samme sag - det var en straf, som landsretten senere nedsatte til 16 år.

Kl. 11.48

Tusindvis af døde fisk langs stranden: - Aldrig set noget lignende

Annette Thorning gik mandag morgen sin sædvanlige tur langs stranden i Thisted.

Men til hendes store overraskelse - og ikke mindst ærgrelse - blev hun mødt af et syn, der rystede hende. 

I vandkanten lå der således små, døde fisk. Og det var mange.

- Jeg blev lidt skræmt. Jeg har aldrig set noget lignende. Der ligger jo flere tusinde små fisk - og det forsatte et langt stykke henad stranden, fortæller Anette Thorning.

- Det er et stort samtaleemne nu, og ved den lokale købmand var der flere, som havde set det, og de har heller ikke set noget lignende før - og de har altså boet her i rigtig mange år, fortæller hun.

TV MIDTVEST er ved at undersøge årsagen til de døde fisk.

0:36
Foto: Privat
Kl. 11.45

Risiko for skybrud i hele landsdelen

DMI varsler risiko for skybrud over hele landet. 

Varslet gælder fra mandag 13.25 til 20.00, og der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 11.13

Hangglider i ulykke til DM-ugen

DM-ugen er mandag eftermiddag blevet ramt af en ulykke. 

Det er sket på Fasterholt Hanggliding & Paragliding Center på Brandevej ved Brande, da en hangglider var på vej i luften. 

Det oplyser indsatsleder Bjarne Gregersen fra Brand & Redning MidtVest.

Kl. 10.44

Flere aflysninger på skinnerne

Efter en morgen med adskillige aflyste togafgange i Midt- og Vestjylland fortsætter det med at løbe ind med aflysninger.

På Thybanen mellem Thisted og Struer er afgangene klokken 13.06 fra Struer og klokken 14.29 fra Thisted begge aflyst. Ifølge en pressemeddelelse fra operatøren GoCollective skyldes aflysningerne materielforhold.

- Vi forsøger i øjeblikket at finde erstatningsbefordring og vender tilbage, så snart der er nyt, skriver GoCollective i pressemeddelelsen.

Der er også problemer på strækningen mellem Vejle og Herning, hvor afgangen fra Vejle klokken 13.03 er aflyst på grund af fejl på sporet. Det samme er tilfældet for afgangen fra Brande til Vejle klokken 12.14.

Kl. 10.18

Mange forældre mangler hjælp, siger ADHD-direktør

Mange forældre til børn med ADHD føler sig ladt i stikken og mangler hjælp til at få hverdagen til at hænge sagen.

Sådan lyder det fra den frivillige organisation ADHD-foreningen, efter at Maja Ravn Madsen fra Thisted har delt et nødråb på Facebook. Hun er frustreret over, at hun ikke kan få hjælp, så hun en del af tiden kan blive hjemme og støtte sin 10-årige søn, der har diagnoserne ADHD og ODD.

- Der er desværre ikke noget i hendes historie, vi ikke har set før. Det er hverdagskost i vores rådgivning, siger foreningens direktør, Camilla Louise Ganzhorn, til TV MIDTVEST.

Kl. 09.47

Ser du dem stadig? Efter midnat vanker der bøder, hvis de ikke er væk

Politikere bruger millioner på at få dem lavet, og de bruger dyrebar tid på at få lov at hænge det helt rette sted i lygtepæle i hele landet.

Og nu kan det blive endnu dyrere for dem, hvis de ikke får dem ned i ordentlig tid.

Efter midnat udløber fristen nemlig for at pille de udskældte valgplakater ned, der siden 18. maj har prydet gadebilledet.

Hvis valgplakaterne ikke er taget ned inden midnat, kan vejmyndigheden fjerne dem.

Og det er altså ophængeren, som hænger på den udgift, som vejmyndighederne i forbindelse har, når de i stedet skal ud og pille valgplakaterne ned, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriets på deres hjemmeside.

Men det er altså ikke kun valgplakaten, som skal fjernes.

Ifølge reglerne skal de midler, for eksempel strips eller snore, der er brugt til at hænge plakaterne op med, være taget ned senest otte dage efter valgdagen.

Reglerne for ophængning af valgplakater ligger i vejareal- og privatvejloven. Loven regulerer blandt andet spørgsmålet om, hvor og hvornår valgplakater må blive hængt op.

Kl. 09.00

Niveauet af græspollen er rekordhøjt

Lørdag blev der i Danmark målt det højeste niveau af græspollen nogensinde.

Det skriver patientforeningen Astma-Allergi Danmark, der selv står for at måle, i en pressemeddelelse.

Pollentallet blev i weekenden målt til 429. Den tidligere rekord fra 2022 lød på 411.

Tallet indikerer, hvor mange pollen der er i luften på et givent tidspunkt og er et øjebliksbillede.

Det er kombinationen af meget regn efterfulgt af tørvejr, der har givet optimale betingelser for, at græs har kunnet sende pollen i luften, lyder det.

Rekorden er med til at underbygge en tendens, hvor pollensæsonerne stadig bliver længere og mere intense, lyder det fra foreningen.

- Vi har aldrig målt så høje tal i de 40 år, vi har talt pollen i Danmark, siger lederen af Astma-Allergi Danmarks Pollentælling, Sidsel Damsbo Andersen, i meddelelsen.

- Det har været en usædvanlig og tidlig sæson for både birkepollen og græspollen, og det våde, varme forår og den sporadiske sommersol har nu skabt en pollenbombe, som rigtigt mange danskere lider under.

Kl. 08.08

17-årig stoppet af politiet: Sigtet for tre forhold

Klokken 03.54 natten til søndag stoppede en af politiets patruljevogne en personbil, og det har ført til hele tre sigtelser mod den 17-årige fører af bilen, oplyser politiassistent Jesper Overby fra lokalpolitiet i Viborg.

- Vi skønnede, at føreren var spirituspåvirket. En alkometertest viste også over den tilladte grænse, så nu afventer vi resultatet af en blodprøve. Han er sigtet for spirituskørsel, og han er også sigtet for at have kørt uden ledsager som 17-årig med kørekort. Endelig er han sigtet for brugstyveri, da han ikke havde ejerens tilladelse til at køre i bilen, siger Jesper Overby.

Kl. 08.00

Det lugter organiseret: Tyveri fra 30 biler hos forhandler

Op mod 30 biler er natten til fredag brudt op ved en bilforhandler i Viborg. Det oplyser politiassistent Jesper Overby fra lokalpolitiet i Viborg.

- Det virker klart organiseret, og vi efterforsker selvfølgelig for at finde frem til den eller de personer, der står bag. Der er stjålet alt fra sidespejle til forlygter, infotainmentsystemer og airbags fra bilerne, siger politiassistenten.

Kl. 07.52

Politiet i intens jagt: Formodet gerningsmand stak af

Lokalpolitiet i Viborg søger vidner til en spektakulær sag om indbrud ved højlys dag, hvor den formodede gerningsmand hele to gange undslap politiet søndag.

Politiet har en mistanke om, at sagen har en sammenhæng med et andet indbrud, der også foregik i dagstimerne lørdag.

Kl. 07.10

Drønede rundt i byggelift på torvet midt om natten

Natten til søndag var politiet ude i en noget usædvanlig aktion.

Det fortæller Peter Ackermann fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

- Klokken 02.33 får vi en anmeldelse fra en mand om, at en gruppe unge kører rundt og laver ballade på torvet i Skjern i en byggelift. Manden har forsøgt at henvende sig til de unge, men de har opført sig aggressivt, hvorfor manden trækker sig og ringer til os, fortæller Peter Ackermann.

Han oplyser, at politiet lidt senere træffer to yngre mænd, som de formoder er de ansvarlige.

- Liften lod sig ikke umiddelbart flytte, så den sikrede vi med politistrimmel ved p-pladsen til Rakkerstuen i Skjern, siger han.

Kl. 06.49

Politi leder efter flugtbilist: Højre sidespejl mangler

Hvis du kender til eller ser en sort eller mørk personbil af mærket Mitsubishi, som mangler højre sidespejl, så hører politiet meget gerne fra dig på telefon 114.

Det siger Rene Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted efter en episode på Agger Tange i Thy søndag eftermiddag.

- Der sker det, at et par på cykelferie kommer cyklende, og da den her bil overhaler dem, så snitter bilens højre sidespejl den enes underarm, mens spejlet rammer en sidetaske og et sidespejl på den anden cykel. Ved påkørslen mister bilen sit højre sidespejl, men føreren forsvinder fra stedet uden at give sig til kende, siger Rene Carlsen.

De to cyklister kom ikke alvorligt til skade ved hændelsen.

Kl. 05.27

Nu igen: Bil i brand på landevej

For anden gang på få dage er en bil brudt i brand på vejene i det midt- og vestjyske.

I fredags gik der ild i en BMW på motorvejen ved Herning. Det skete midt i myldretiden. Og mandag morgen er Nordjyllands Beredskab blevet kaldt ud til en bilbrand på Nordmorsvej på Mors. Beredskabet oplyser, at de fik alarmen klokken 06.48, og at bilen var overantændt, da brandfolkene kom frem til stedet.

Men ilden er slukket, og da bilen ikke holder til gene for trafikken, er den efterladt til afhentning, lyder det fra beredskabet.

Den udbrændte bil er en Volvo.

Kl. 05.24

Vinduesvisker kom i vejen for topplacering

Thyboen Malthe Jakobsen var længe med fremme i weekendens traditionsrige Le Mans-løb i Frankrig.

Men mod afslutningen på løbet satte vinduesviskeren pludselig ud.

- Det virker helt vanvittigt, men det var nødvendigt at køre i pit og få den repareret, for jeg kunne absolut intet se. Det kostede alle chancer for et godt resultat, og det kommer lige til at tage et par dage, før jeg er ovre dén oplevelse, siger Malthe Jakobsen i en pressemeddelelse.

Kl. 04.51

Struer skal hjælpe sport frem i eliten

Flere sejlere skal på vandet og opleve vind i håret, saltvandsprøjt på kinderne og kapsejlads på allerhøjeste niveau.

Sådan lyder ambitionen i en ny satsning i dansk sejlsport, "Eliteserien", som i weekenden havde premiere i Struer og på Limfjorden.

Det er Danske H-bådssejlere, der står bag initiativet, og formand Gitte Busch Pedersen håber blandt andet, at en national eliteserie, kan være med til at lokke nye, unge sejlere til:

- Der er mange der taler om, at vi skal have de unge ind. Jeg tror, at de unge kommer der hvor der sker noget. Derfor vil vi gøre vores sport mere attraktiv, med mange dygtige sejlere. Men vi skal også have en bredde, konstaterer formanden.

Kl. 04.23

SF og Radikale udelukker laveste CO2-afgift for landbruget

Hvis SF og De Radikale skal lægge stemmer til en kommende CO2-afgift for landbruget, skal det være en afgift, der batter noget.

Den for landbruget lempeligste model på 125 kroner per ton er på forhånd udelukket, lyder det fra de to partier.

Modellen leverer for få og for usikre CO2-reduktioner, siger politisk ordfører Signe Munk (SF), som er valgt til folketinget i Vestjyllands Storkreds.

- Der er tale om en model, som dybest set baserer sig på for lidt afgift og for meget håb, og som samtidig sender den størst mulige regning til resten af samfundet, hvilket jo i sidste ende enten fører til højere skat eller dårligere velfærd, siger hun i en kommentar.

Et ekspertudvalg lagde tidligere på året tre bud frem på en mulig CO2-afgift for landbruget.

Politisk ordfører hos De Radikale Samira Nawa finder det uacceptabelt at lave en CO2-afgift baseret på den laveste afgift.

Kl. 04.22

Byge af aflysninger: Togtrafikken ramt mandag morgen

Opdatering

  • Opdateret mandag morgen klokken 8.25 med flere aflysninger:

Flere steder i regionen er der aflyste togafgange her til morgen.

Go Collective meddeler således at følgende afgange er aflyst på grund af materialeforhold:

Tog 5413 mellem Aarhus H og Struer St., afgang kl. 06:23, er aflyst. Der henvises til næste afgang.

Tog 5907 mellem Vejle St. og Struer St., afgang kl. 06:03, er aflyst. Der indsættes bus, som køres af PP Busser. Bussen kører fra Vejle St. til Herning kl. 06.05 og fortsætter for afsætning til Struer. Kunder der rejser mellem Herning og Struer henvises til næste afgang kl. 07.27.  Bussen kan være forsinket i forhold til den normale køreplan.

Tog 5902 mellem Herning St. og Vejle St. afgang kl. 04:59, er aflyst. Der indsættes bus, som køres af PP Busser. Bussen kører fra Herning St. kl. 05.00. Bussen kan være forsinket i forhold til den normale køreplan.

Tog 5523 mellem Struer St. og Thisted St. afgang kl. 10:06, er aflyst. Der indsættes bus, som køres af Venø Bussen. Bussen kører fra Struer St. kl. 10.10. Bussen kan være forsinket i forhold til den normale køreplan.

Tog 5528 mellem Thisted St. og Struer St. afgang kl. 11:34, er aflyst. Der indsættes bus, som køres af Venø Bussen. Bussen kører fra Thisted St. kl. 11:34. Bussen kan være forsinket i forhold til den normale køreplan.

Desuden er to afgange mellem Aarhus og Viborg aflyst på grund af personaleforhold. I begge tilfælde henvises til næste afgang. Det gælder Tog 5431 mellem Aarhus H og Viborg St., afgang kl. 09:25, og tog 5432 mellem Viborg St. og Aarhus H, afgang kl. 10:39.

Kl. 04.10

Plads til solen i dag - senere måske vildere vejr

Der bliver rig lejlighed til at se solen i løbet af mandagen. DMI melder, at det midt- og vestjyske får nogen eller en del sol, og temperaturen kommer op mellem 15 og 19 grader.

I løbet af eftermiddagen vil billedet dog ændre sig nogle steder. Der kan lokalt komme byger med både hagl og torden.

Vinden bliver svag til jævn omkring syd.

I aften bliver der også plads til solen, men der trækker skyer ind vestfra.