Nye Borgerliges kandidat klar til eksklusion efter ballade: - Så tager jeg konsekvensen

Nye Borgerliges spidskandidat i Skive har ikke ændret holdning efter kammeratlig samtale med partitoppen. Han vil fortsat ikke pege på en borgmester fra Venstre.

Erik Mortensen
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Bølgerne gik højt i går internt mellem Nye Borgerliges spidskandidat i Skive og partitoppen i København. Men på trods af irettesættelsen fra partitoppen vil skive-kandidaten fortsat ikke bruge sine eventuelle stemmer til at bringe en borgmester fra Venstre til magten i Skive. 

- Så tager jeg konsekvensen.

Sådan lyder det tirsdag fra spidskandidat, Erik Mortensen. Han er med andre ord forberedt på, at valgnatten kan resultere i, at han bliver ekskluderet fra partiet. 

- Det er jo Pernille, der bestemmer det. Hun må gøre, hvad hun finder bedst, men jeg synes, hun skulle undersøge, hvad der sker i en kommune som Skive, inden hun begynder at drage konsekvenser, siger Erik Mortensen.

VU'ere satte valg-skilte ovenpå andre plakater

Mandag meldte Nye Borgerliges partitop skarpt ud, efter en konflikt mellem partiets repræsentanter i Skive og nogle unge venstrekandidater. 

Spidskandidaten Erik Mortensen og formand for Nye Borgerlige i Skive meldte ud, at de ikke vil bringe en Venstreborgmester til magten, hvis de skulle få stemmer nok til at blive tungen på vægtskålen i den politiske kabale. 

Erik Mortensen og formanden er fortsat forbitrede og vrede, fordi to unge Venstre-kandidater satte valg-skilte ovenpå andre kandidaters - herunder Erik Mortensens - valgplakater. De unge venstremedlemmer erkendte dog temmelig hurtigt, at de havde begået en fejl. 

Plakaterne skulle hænge under de andre valgplakater og ikke ovenpå. Derfor blev de i løbet af få timer flyttet. Men balladen endte med at Erik Mortensen politianmeldte Venstre-kandidaterne for hærværk på valgplakater. En anmeldelse som i øjeblikket fortsat ligger hos politiet.

Erik Mortensen forlangte i går at Venstre skulle ekskludere de to unge kandidater, hvis han skulle trække sin politianmeldelse tilbage. Men det har Venstre blankt afvist, og sådan endte det altså med, at Nye Borgerliges spidskandidat i Skive Kommune dagen før valget sagde, at han hellere ville pege på den socialdemokratiske borgmesterkandidat.   

2:49
Se indslag om plakat-balladen i Skive her.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Balancegang

Men selvom Nye Borgerliges partitop altså har gjort klart for Erik Mortensen, at det vil koste hans medlemskab af partiet, hvis han bruger Nye Borgeliges stemmer til at hjælpe en rød borgmester til magten, vil han ikke pege på Venstres Peder Chr. Kirkegaard. 

Samtidig lader Erik Mortensen forstå, at han vil forsøge at ramme en form for balancegang, så han undgår ekskludering og samtidig ikke hjælper Venstre. 

Hvad har partitoppe sagt til dig?

- De fortæller, at Pernille Vermund har en holdning til, at man ikke på forhånd skal stemme på en rød borgmester. Og det har jeg taget til efterretning. Jeg har gjort det klart, hvordan jeg tackler det, men jeg kan love hende for, at hun bliver tilfreds, når valgaftenen er færdig, siger Erik Mortensen. 

Du var ellers meget klar i spyttet, og sagde at du ikke ville stemme på en Venstre-borgmester, hvis Venstre ikke ville ekskludere de her to kandidater, hvorfor er du ikke lige så klar i spyttet i dag?

- Det er fordi, du ikke har spurgt mig. Fordi det er jeg. Jeg vil ikke pege på en fra Venstre. Der er jo mulighed for mig selv, og der er andre, der også er i spil, og så er der også mulighed for en rød borgmester. Det må vi jo se på. 

- Jeg er lige så klar i spyttet i dag. Det bliver ikke en fra Venstre med den behandling, de har givet os og andre kandidater ved at tilsvine valgplakater. 

Men du siger, at du nok skal gøre Pernille Vermund og resten af partiet glad. Kan du komme nærmere ind på hvordan? 

- Jeg kan ikke komme nærmere ind på det, fordi jeg har så mange forhandlinger. Telefonen har ikke stået stille i dag, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det får I at vide i aften, hvis vi kommer ind.