Lokallisternes tid er forbi - næsten

Med undtagelse af nogle ganske få steder, så er lokallisterne blevet trængt væk fra kommunalbestyrelserne af de etablerede, landsdækkende partier.

De fleste har stemt på de landsdækkende partier ved kommunalvalget i 2021.
De fleste har stemt på de landsdækkende partier ved kommunalvalget i 2021.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Medlemmer af Venstre, Socialdemokratiet, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten og de andre store, landsdækkende partier fylder godt op i kommunalbestyrelserne.

I Region Midtjylland er det kun lykkedes tre lokallister at samle stemmer nok til at få valgt medlemmer ind i byråd.

Det gælder Skive-Listen i Skive Kommune, Fælleslisten i Ikast-Brande Kommune og Borgerlisten i Herning Kommune. Alle har de fået to mandater i de respektive byråd.

Vesthimmerlandslisten har fået ét mandat valgt ind, det samme har Demokratisk Balance på Mors. Omvendt har Fjordlisten i Ringkøbing-Skjern Kommune mistet det ene mandat, lokallisten fik ved kommunalvalget i 2017. 

I resten af de midt- og vestjyske kommuner er det udelukkende medlemmer af landsdækkende partier, der er blevet valgt ind. 

Kommunalreform hård ved lokallisterne

Men hvordan er det gået fra, at 40 procent af politikerne for 100 år siden gennem tusindvis af lokallister stillede op og styrede slagets gang i kommunerne til nærmest ingen i dag?

Det har kommunalforsker, Roger Buch, fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flere bud på.

- For det første har kommunalreformerne været hårde ved lokallisterne. Det er meget mere overskueligt for de store partier at stille op i 98 kommuner end i 1.400 landkommuner, som for 110 år siden.

- For det andet har den offentlige partistøtte, som blev indført i 1987, styrket partierne i langt højere grad end lokallisterne.

- For det tredje er det en selvforstærkende, ond spiral, at lokallisterne har mistet borgmesterkandidater, som kan være levende reklamesøjler, siger han.

Roger Buch er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Roger Buch er kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Foto: Anders Hviid

Lokale sager er vigtige

Hos Borgerlisten i Herning, der altså har fået to kandidater valgt ind, har de også et bud på, hvad der har fået deres lokalliste til at matche med vælgernes kryds.

- Vi har haft nogle meget lokale sager, som folk har været opmærksomme på omkring hele skoleplanlægningen, og der tror jeg, at der er mange, som har de samme holdninger. Landspolitisk er vi til gengæld meget neutrale, siger den ene af de to kandidater, Ernst Brüchle Knudsen.

H
280081-7c52f12e.jpeg
Ernst Brüchle Knudsen
Borgerlisten
Se profilside

Men deres resultat er altså efterhånden en sjælden fugl, og udviklingen ser ikke ud til at stoppe. Det er eksempelvis første gang i danmarkshistorien, at en lokalliste ikke får en eneste borgmesterpost. 

Hidtil har Guldborgssundlisten siddet for bordenden i det sydsjællandske og tv-kendisejendomsmægler Anders Gerner Frost for NytGribskov har været borgmester i Nordsjælland.

- Det er et symbolsk punktum, der viser, at lokallisterne virkelig er pressede, siger Roger Buch.

Lokallisterne kan stadig synke mere i vælgertal og politikere og forsvinde helt fra endnu flere kommuner. Men lokallisterne vil næppe forsvinde fuldstændigt, spår kommunalforskeren.

- Vælgertilslutningen vil aldrig komme under nul, siger han.

mandater i alt
0 % optalt