Et lille parti kan ende med at afgøre, hvem der bliver borgmester i Silkeborg

Særligt ét parti kan ende med at afgøre, hvem der bliver Silkeborgs næste borgmester.

Det radikale byrådsmedlem Johan Brødsgaard sidder i en meget fordelagtig position forud for kommunalvalget.
Det radikale byrådsmedlem Johan Brødsgaard sidder i en meget fordelagtig position forud for kommunalvalget.
Foto: Marc Killigren Akselsen, TV MIDTVEST

Radikale Venstre kan ende med at beslutte, hvem der bliver borgmester i Silkeborg Kommune efter årets kommunalvalg.

En ny meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for Midtjyllands Avis, TV 2 Østjylland og TV MIDTVEST, viser, at stemmerne i Silkeborg Kommune fordeler sig meget tæt mellem Socialdemokratiet og Venstre, og Radikale med deres forventede to mandater kan blive tungen på vægtskålen.

Målingen er lavet på baggrund af 1.040 interviews med tilfældigt udvalgte, stemmeberettigede personer i Silkeborg Kommune. Meningsmålingens statistiske usikkerhed er +/- tre procent.

Radikale kan blive afgørende

Meningsmålingen lægger op til et højspændt drama, hvor der på forhånd ikke ser ud til at være en klar vinder.

Rød blok bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten står til at få samlet set 14 mandater, mens blå blok i form af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance ser ud til at få 15 mandater.

Tilbage er Radikale Venstre med to mandater, som meget vel kan vise sig at blive afgørende for fordelingen af borgmesterposten.

Det er en situation, som kommunens radikale byrådsmedlem er godt tilfreds med:

- Det er præcis det, vi håber på. Det er en megagod situation at stå i, lyder det fra Johan Brødsgaard.

At Radikale Venstre kan få en nøglerolle minder meget om den situation, som partiet stod i ovenpå det seneste kommunalvalg.

I 2017 blev Alternativet og Radikale Venstre de afgørende gram på vægtskålen, da de hver især stod med et afgørende mandat, som endte med at tippe fordelingen til fordel for blå blok. Dermed blev Steen Vindum (V) borgmester.

- Det var en positiv situation for os, hvor intet var afgjort på valgaftenen, og vi kunne få lov til at forhandle. Vi håber på, at det vil komme til at ske igen denne gang, siger Johan Brødsgaard.

Andre partier forbereder sig

Hvis den nye meningsmåling holder stik, vil Radikale Venstre med to mandater i år få en endnu større rolle. Det er en situation, som kommunens nuværende borgmester Steen Vindum (V) er begyndt at forberede sig på.

- Det kommer ikke bag på mig, at Radikale kan få to mandater. Det er helt fair, at de kan komme til at stå med stor indflydelse, og så tager vi den derfra, siger han.

Også i den socialdemokratiske lejr er man klar over, at Johan Brødsgaard og resten af Radikale Venstre nok ikke bliver til at komme udenom på valgaftenen.

- Jeg synes, det er flot klaret af Johan Brødsgaard, at han i den her meningsmåling forøger sit mandat med 100 procent. Det sker kun, fordi han har gjort et godt stykke arbejde de sidste fire år. Hvad han så vælger at bruge sine mandater på, er op til ham. Hos Socialdemokratiet holder vi alle muligheder åbne - både med Radikale, men også med alle de andre partier, siger socialdemokratisk byrådsmedlem og borgmesterkandidat Helle Gade.

Hvis Helle Gade (S) skal vippe Steen Vindum (V) af borgmesterpinden, så tyder det på, at hun får brug for Radikale Venstres støtte.
Hvis Helle Gade (S) skal vippe Steen Vindum (V) af borgmesterpinden, så tyder det på, at hun får brug for Radikale Venstres støtte.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Radikale: Alt er åbent

Johan Brødsgaard har sammen med resten af sit parti tænkt sig at udnytte den fordelagtige situation i Silkeborg Kommune til fulde. Han vil derfor ikke pege på hverken Steen Vindum eller Helle Gade som kommunens næste borgmester - i hvert fald ikke før, han har styr på, hvem der vil hjælpe Radikale Venstre mest muligt.

- Vi får ikke noget ud af at lægge alle vores æg i én kurv nu. For os er det vigtigt, at vi får noget konkret indflydelse, og at vi kommer til at sidde lige så centralt i byrådet, som vi gør i dag. Så det handler om, hvem der på valgnatten er klar til at tilbyde hvad, siger Johan Brødsgaard, som også selv er klar til at tage borgmesterposten, hvis det skulle blive en mulighed:

- Jeg synes, at ethvert ambitiøst parti skal gå efter borgmesterposten, men det vigtigste for os er, at den rigtige politik bliver gennemført, siger han.