Klog på

Professor ved alt om sædkvalitet – her er hans råd til alle mænd

Hvis flere mænd levede en sundere livsstil, ville det blive langt lettere for deres partner at blive gravid, mener fertilitetsprofessor. Han er med i vores helt nye programserie Klog På.

21:11
Alle par med drømme om børn bør lytte til Peter Humaidan. Fertilitetsprofessoren fra Skive har været involveret i tilkomsten af omkring 7000 børn – eller cirka 14 folkeskoler, som han siger. For tiden er han meget optaget af kvalitet i sædceller mere end kvantitet.

Mænds sædkvalitet er blevet 50 procent dårligere de seneste 40 år. Og det har vores mere usunde livsstil noget at gøre med.

Men faktisk kan mænd spise sig til en meget bedre sædkvalitet, og dermed hjælpe en graviditet bedre på vej.

Peter Humaidan er professor på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet i Skive, og han hjælper hver dag barnløse par med at få opfyldt deres største drøm. 

Førhen kiggede han og de andre ansatte på klinikken nærmest udelukkende på kvinderne, der var i behandling. Men nu er fokus i højere grad rettet mod kvindernes mandlige partnere.

- Førhen var manden, ham der kom om morgenen og afleverede en sædprøve, og så så man egentlig ikke ret meget mere til ham. Nu er manden kommet i centrum, hvor han hører hjemme, fortæller Peter Humaidan.

Peter Humaidan kan teste, om der er skader i mandens sædceller - også kaldet DNA-brud. Er der det, så kan det være rigtig svært at befrugte et æg. Heldigvis kan manden selv gøre ret meget for at rette op på den dårlige sædkvalitet – blot ved at ændre livsstil.

- Vil man have barn, så betyder det totalt rygestop – også tyggetobak og e-cigaretter, højst fem genstande om ugen, mindre kød og mere motion, siger han.

Det tager typisk tre måneder, før man kan se en effekt af den sundere livsstil, men for rigtig mange har det en gavnlig effekt.

- For nogle par sker der det, at de bliver spontant gravide, bare ved at manden ændrer livsstil. For i virkeligheden har det været ham, der har været problemet hele tiden, selvom der har været fokus på hans partner, siger Peter Humaidan.

Peter Humaidan tror, at klinikkens øgede fokus på mandens vigtige rolle kommer til at få stor betydning for de mange par, der i fremtiden får brug for hjælp til at stifte familie.

- Mange par vil opleve, at ved simple livsstilsomlægninger kan graviditeten komme helt af sig selv, og så har de slet ikke brug for fertilitetsbehandling. Sker det ikke, så kommer manden nu med det bedst mulige biologiske materiale til os på klinikken, som vi så kan arbejde med og skabe et godt resultat, siger han.