Præster ånder lettet op: Kirkerne er igen fyldte juleaften efter to års corona

Efter sidste års ringe fremmøde til julegudstjenesterne var mange spændte på, hvordan det ville gå i år. Men flere præster melder om stort set fyldte kirker.

Mia Malene Wriedt er sognepræst i Holstebro Kirke, mens Kent Kjær Andersen er sognepræst i Ikast Kirke. Begge er de taknemmelige over det fine fremmøde til deres juleaftensgudstjenester.
Mia Malene Wriedt er sognepræst i Holstebro Kirke, mens Kent Kjær Andersen er sognepræst i Ikast Kirke. Begge er de taknemmelige over det fine fremmøde til deres juleaftensgudstjenester.
Foto: Privatfoto, Frida Bjørn Fisker og Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST

Traditionelt er kirkerne juleaften propfyldte med mennesker, der bruger en del af ventetiden før julemad og gaveoppakning på at høre præstens ord og synge med på salmerne.

Men sidste år var stolerækkerne langt fra fyldte, som de plejer. Corona lagde højst sandsynligt en dæmper på folks lyst til at gå i kirke, også selvom der kun var få restriktioner på det tidspunkt.

Sådan var det blandt andet i Ikast Kirke sidste år. Her var der kun 60-65 fremmødte ved julegudstjenesterne, selvom der er plads til flere hundrede i kirken. 

Det samme gjorde sig gældende i Holstebro Kirke, hvor sognepræst Mia Malene Wriedt sidste år havde julegudstjenesten om eftermiddagen. Her var der i alt 45 personer, der kom.

- Det er ikke engang 10 procent af, hvad der kan sidde i kirken. Det var ikke særlig skægt, fortæller hun.

Netop af den grund har Mia Malene Wriedt i år været meget spændt på, hvordan fremmødet i kirken ville blive juleaften.

- Jeg har ligesom alle andre været utroligt i tvivl - gad vide, hvor mange der ville komme. Havde folk fået andre traditioner? Men det er heldigvis ikke sådan, det ser ud hos os, siger sognepræsten.

Næsten fulde kirker

Hendes bekymring om, hvor mange der ville komme i år, blev i den grad gjort til skamme. 

Allerede da hun i god tid før sin gudstjeneste klokken 11 ankom til kirken i Holstebro denne juleaftensdag, kunne hun se, at folk strømmede til. 

Omkring 300 mennesker var mødt op til gudstjenesten.

Folk strømmede til Holstebro Kirke denne juleaftensformiddag for at komme til gudstjeneste.
Folk strømmede til Holstebro Kirke denne juleaftensformiddag for at komme til gudstjeneste.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Der var lige nogle få ledige pladser, men kirken føltes som fuld. Det er altså lidt sjovere at stå og fortælle historier til en fyldt kirke, siger Mia Malene Wriedt.

Det samme gjorde sig gældende i Mejrup Kirke, hvor hun senere på dagen også stod for en af i alt fem julegudstjenester. Kirken var fyldt med mennesker, og der var ganske få pladser tilbage. 

- For os der arbejder i kirken betyder det, at vi har kunnet ånde lettet op. Det er så fantastisk at mærke sangen og den glade stemning. Julestemningen er bare større, når vi er mange, siger hun.

Har været savnet

Samme gode fornemmelse sidder sognepræst Kent Kjær Andersen tilbage med, efter han har leveret sin juleprædiken i Ikast Kirke.

Mens mange af stolene stod tomme sidste år, var der i år mødt hele 350 personer op til dagens første gudstjeneste ud af fire. Altså en rigtig god begyndelse.

Sognepræst Kent Kjær Andersen fra Ikast Kirke mener, at juleaftensgudstjenesten for mange har været et glædeligt gensyn efter coronapandemien lagde en dæmper på det de sidste par år.
Sognepræst Kent Kjær Andersen fra Ikast Kirke mener, at juleaftensgudstjenesten for mange har været et glædeligt gensyn efter coronapandemien lagde en dæmper på det de sidste par år.
Foto: Janne Dalby Ewert, TV MIDTVEST og privatfoto. Redigering: Jens Svenning, TV MIDTVEST

- Jeg står tilbage med en taknemmelighed over, at der var så mange der havde ønsket at komme i kirke juleaften. Fremmødemæssigt nærmer vi os det "gode gamle", siger han.

Selvom coronapandemien på nogle måder har fået folk til at ændre vaner, så tror sognepræsten ikke, at corona har lavet om på traditionen med at tage i kirke juleaften. 

- Lige julegudstjenesten tror jeg ikke, folk har aflært. Det har været savnet. Der var flere, der gav udtryk for, at det var skønt at være med igen, siger Kent Kjær Andersen.

Der er i alt plads til godt 450 mennesker i Ikast Kirke, så sognepræsten håber, at der kommer endnu flere næste år.