Undrer sig over mangel på sygeplejersker: - Jeg tænker jo bare: Hallo, her er jeg!

De ser begge frustrerede med, når manglen på sygeplejersker fylder mediebilledet. De ønsker nemlig begge at få et arbejde indenfor faget. Indtil videre møder de dog modstand.

3:16
Angelique Bach (th.) og Anita Hjortborg drømmer begge om at kunne hjælpe med at løse manglen på sygeplejersker.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Manglen på sygeplejersker er et evigt aktuelt emne for tiden. 

Derfor sker det også med jævne mellemrum, at politikere giver deres besyv på, hvordan vi skaffer flere ansatte i sundhedsvæsnet. 

Når det sker, sidder Angelique Bach altid og undrer sig.

- Jeg tænker jo bare: Hallo, her er jeg, fortæller Angelique Bach.

Hun kommer oprindeligt fra Holland, men har de sidste 22 år boet i Danmark. I dag holder hun privat til i Brande og arbejder som social- og sundhedsassistent.

Og hun drømmer om at uddanne sig til sygeplejerske, men som det er i dag, kan hun ikke få lov til at tage uddannelsen, fordi hendes social- og sundhedsassistent-uddannelse er fra Holland.

Hun mangler nemlig dansk, engelsk og naturfag på gymnasie-niveau for at kunne komme ind.

- Jeg har haft naturfag, men det var så bare i Holland. Når jeg besøger uddannelserne til åbent hus, får jeg at vide, at der formentlig er nogle fag, jeg ikke skal have på grund af min erhvervserfaring. Alligevel er der så fag, jeg skal have, inden jeg starter. Det giver ikke mening for mig, lyder det fra Angelique Bach.

Hos Region Midtjylland er man opmærksom på problemet.

- Vi presser på fra Danske Regioners bestyrelses side i forhold til at få merit og godkendelse for sin udenlandske uddannelse. Vi har lige sendt en opfordring til sundhedsministeren om at få det her til at gå stærkere, siger Anders G. Christensen, formand for Det Særlige Personaleudvalg i Region Midt.

- Det handler om at nedbryde noget af bureaukratiet. 

Anders G. Christensen mener, vi skal være bedre til at få forskellige profiler ind på arbejdsmarkedet.
Anders G. Christensen mener, vi skal være bedre til at få forskellige profiler ind på arbejdsmarkedet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Erhvervserfaring er ikke nok

Angelique Bach har mulighed for at tage dansk, engelsk og naturfag som enkeltfag på HF. Hun ærgrer sig dog over, at hun på trods af 17 års erhvervserfaring i Danmark stadig er nødt til at tage knap et år ekstra på SU.

- Jeg føler bare, at når man har boet her i 22 år, har arbejdet her, så er det lidt mærkeligt at erhvervserfaring ikke er nok, lyder det fra Angelique Bach.

Men er det ikke okay, at man stiller krav, når man skal ind på en uddannelse?

- Jo, det er okay, men man skal også tænke på, hvilke kompetencer, man ikke kigger på. Jeg synes, det er mærkeligt, at min erhvervserfaring ikke er nok. Giv os da muligheden for at komme ind på uddannelsen, siger den hollandske social- og sundhedsassistent.

Og hun er ikke den eneste, der oplever følelsen af, at kassetænkning spænder ben.

14 jobsamtaler med afslag

25-årige Anita Hjortborg fra Holstebro har efter 14 jobsamtaler stadig ikke fundet det job som sygeplejerske, som hun så brændende ønsker sig. 

Hun er nemlig kronisk smertepatient, og kan kun arbejde seks timer ad gangen. Og dét er netop begrundelsen hun får, hver gang får et nyt afslag.

- Jeg kan godt se, at der er en vagtplan, der skal gå op. Mens seks timer er vel bedre end ingen timer, når de siger, at de mangler, spørger den nyuddannede sygeplejerske.

Det frustrerer hende derfor, når hun læser om den store personalemangel. For hun vil gerne være en del af løsningen.

- De må åbenbart ikke mangle nok, når de ikke kan være mere fleksible i deres kassetænkning.

Formanden for Det Særlige Personaleudvalg i Region Midt mener, at der skal være plads til medarbejdere som Anita Hjortborg.

- Vi skal være meget bedre til at rumme de mennesker, der af forskellige årsager ikke kan varetage et fuldtidsjob, lyder det fra Anders G. Christensen.

- Det vi selv kan gøre i forhold til at få alle ind, som gerne vil hjælpe, så er vi nødt til at sende det politiske signal, at vi må arbejde med nogle fleksible vagtplaner.

TV MIDTVEST har præsenteret de to kvinders kritik for Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen. Han havde ikke mulighed for at deltage i et interview.

Denne historie er begyndt med et tip
Har du noget, du gerne vil have fortalt, så fortæl det til os:
Send et tip til redaktionen