Politiet har sigtet en mand for storbrand i Ikast

Politiet er meget sparsom med oplysninger i sagen, men fortæller, at det er en mand, som torsdag er blevet afhørt og sigtet vedrørende storbranden i Ikast den 28. august.

Halvanden uge efter branden offentliggjorde politiet overvågningsvideo, hvor man kunne se en person, der satte ild til forskellige ting i lagerbygningen.
Halvanden uge efter branden offentliggjorde politiet overvågningsvideo, hvor man kunne se en person, der satte ild til forskellige ting i lagerbygningen.
Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Lokalpolitiet i Herning har nu sigtet en mand for branden i en lagerhal på Lene Haus Vej i Ikast i slutningen af august.

Det oplyser politikommissær Henning Præstegaard til TV MIDTVEST.

- Jeg kan ikke sige så meget på nuværende tidspunkt. Vi har fortsat en del efterforskning.

- Når man sigter én, giver det vedkommende nogle rettigheder, som er nødvendige for vores videre efterforskning.

Betyder det, at den sigtede person ikke har været samarbejdsvillig?

- Det kan du selv tolke på.

Afhørt - men ikke fængslet

Præstegaard vil ikke give nærmere oplysninger om manden, men fortæller, at han blev afhørt og sigtet torsdag formiddag. 

Han er foreløbigt ikke blevet fremstillet i grundlovsforhør og er derfor på fri fod.

Forventer I, at I skal ud og sigte flere?

- Det kan jeg ikke kommentere på.