Plantage flyder med flamingo: - Det er et problem, erkender skovfoged

Mos-samlere efterlader stumper af flamingo-kasser, og oprydningsarbejdet skal strammes op, understreger skovfogeden.

2:06
Det er sæson for at plukke mos, men mosplukkerne glemmer at rydde op efter sig.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Hvad laver kridhvide flamingo-kasser midt ude blandt skov og træer?

Det er en oplagt tanke, når man støder på bunkevis af hvide flamingo-kasser og stumper fra samme i Gludsted Plantage, der ligger på grænsen mellem Silkeborg Kommune og Ikast-Brande Kommune.

Og det er ikke lige frem en fryd for øjet at støde på for skovgæster.

- Det er ikke et kønt syn, en hvid flamingo-kasse lyser op med det samme, siger Heidi Mechlenburg Hansen, der ofte går ture i plantagen. Hun finder jævnligt større eller mindre stykker af flamingo rundt omkring i skoven. 

Flamingo-kasserne tilhører to private entreprenører, der i øjeblikket har travlt med at indsamle grønt mos fra skovbunden, der sælges som pynt. Naturstyrelsen tjener en del af de penge.

De store mængder af flamingo-kasser bliver brugt til at samle og pakke mosset i, og det sker ofte, at de lette klasser går i stykker eller blæser væk. 

Også er det langt fra alle kasser og stumper, der bliver taget med sig, kan Heidi Mechlenburg Hansen berette. 

- Det er helt okay, de henter mos, men det irriterer mig med alt den flamingo, der ligger tilbage, siger hun. 

Gror mos henover affaldet

De to firmaer har de seneste år samlet mos i plantagen, og ifølge Heidi Mechlenburg Hansen, ligger der også stykker af flamingo, der går lige så langt tilbage.  

-  Det er flere års skrald, der ligger derude, hvor mos er ved at gro henover, siger hun. 

Flamingo er et oliebaseret plast-produkt og derfor er det ikke godt for miljøet.

Hun frygter for, hvad flamingo resterne vil gøre ved naturen, hvis det fortsætter med at blive efterladt. 

- Flamingo resterne bliver jo kun mindre og mindre, og dyrene spiser det, det bliver jeg sur over, siger Heidi Mechlenburg Hansen 

Ifølge hende er der én klar løsning: 

- De skal finde noget andet at pakke i og få samlet det op, der ligger der.

Vi er i dialog, siger skovfoged 

Skovfoged Niels Toftegaard Jensen fra Naturstyrelsen, der har ansvaret for Gludsted Plantage, fortæller, at han er i løbende dialog med de to firmaer omkring oprydningsarbejdet.  

- Vi kontrollerer det og følger det løbende, men vi deler også den bekymring som brugerne af skoven har. Det er et produkt, der kræver meget oprydning. 

- Jeg må erkende, der er et problem, der skal strammes op i forhold til oprydning og samle stumper op.

Skovfogeden har også tænkt i samme baner om Heidi Mechlenburg Hansen. 

- Den dialog, vi nu er i gang med, går på, om det er den rigtige metode at indsamle i flamingo-kasser.

Hvad gør i, hvis de ikke makker ret og rydder op?

- Vi går i dialog med dem, men i sidste ende så kan vi ikke handle med dem, hvis det fortsætter. 

Niels Toftegaard Jensen deler skovgæsternes bekymring.
Niels Toftegaard Jensen deler skovgæsternes bekymring.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST