Kreativ proces hjælper psykisk sårbare borgere – leverer til kunstudstilling

Kunstakademiet ved Socialpsykiatrisk Center Syd udstiller i denne tid på Remisen i Brande.

Camilla Storgaard Jensen er en af de kunstenere, der udstiller på Remisen i Brande. Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV MIDTVEST

Torsdag bød på fernisering på Remisen i Brande. Der var ikke tale om Monet, Van Gogh eller andre internationale kunstneres værker, som skulle pryde udstillingen, men i stedet var kunstnerne af et mere lokalt præg.

Det er nemlig kunstnere fra Kunstakademiet ved Socialpsykiatrisk Center Syd, der udstiller.

Læs også Frivillige gør stor forskel for sårbare borgere – får også selv noget ud af det

En af dem er 21-årige Camilla Storgaard Jensen, der har kæmpet meget med sig selv.

- Jeg har rigtig mange dumme og grimme tanker om mig selv. For fire år siden fik jeg en spiseforstyrrelse, så jeg røg ind og ud og ind og ud af psykiatrisk afdeling. Fra den ene dag til den anden valgte de at tvangsindlægge mig, hvor jeg så var indlagt i to år, siger hun.

Men nu har Camilla Storgaard Jensen fået ro og afledning gennem de kreative processer, der for hende er mundet ud i en drømmefanger til udstillingen.

Initiativtager bliver rørt

Jeg er bare så stolt, så stolt, så stolt.

Hanna Brage Michelsen, kunstterapeut, Socialpsykiatrisk Center Syd

Det er fire år siden, at Kunstakademiet ved Socialpsykiatrisk Center Syd blev stiftet. Dengang var det Hanna Brage Michelsen, der stod i spidsen som initiativtager – og det gør hun stadig i stillingen som kunstterapeut.

Hun mener ikke, at der kommer noget kreativt ud af ens hænder, medmindre man har det inden i sig på en måde, og derfor har hun set frem til dagens fernisering med stor spænding og glæde.

- Jeg er bare så stolt, så stolt, så stolt. Jeg bliver helt rørt, fordi jeg synes, de har gjort så stort og fantastisk et stykke arbejde, siger hun om dagens fernisering.

21-årige Camilla Storgaard Jensen er her ved at hænge sin drømmefanger op. Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV MIDTVEST

Stolthed over projekt

Der er en historie bag hvert eneste af de kunstværker, der udstilles på Remisen i Brande.

Kunstnerne har delt deres liv, følelser og tanker på en kreativ måde, og det har hjulpet flere til at få positive tanker.

- Jeg hader at sige sådan nogle ting, for jeg er ikke god til at rose mig selv. Men i og med, at jeg har fået så meget anerkendelse fra personalet og de andre beboere, så er jeg stolt over mit projekt, som jeg kan kigge på i dag, siger Camilla Storgaard Jensen.

Hendes og de andres kunstværker kan ses på udstillingen i Brande frem til april.

02:01

I dag var der fernisering på Remisen i Brande. Kunstnerne, der her deler deres følelser, liv og tanker, er alle psykisk sårbare fra Kunstakademiet ved Socialpsykiatrisk Center Syd. Én af dem er den 21-årige Camilla Storgaard Jensen, hvis kunst ikke passer ind på et almindeligt fladt lærred.

Luk video