Ikast FS Badminton rykker op i ligaen

Badmintonholdet fra Ikast FS er klar til ligaen efter en dramatisk 4-2-sejr over KMB 2000.

Ikast FS Badminton
Foto: Sune Gavnholt

Tirsdag aften spillede badmintonholdet fra Ikast FS sig i den bedste danske badmintonrække. Oprykningen blev sikret efter en 4-2-sejr ude over Kastrup-holdet KMB 2000.

Ikast FS Badminton var pisket til at vinde opgøret, hvis de ville rykke op, så da 1. herresinglen, Victor Svendsen, i den afgørende kamp var bagud 19-14 i tredje sæt, så det ud til, at oprykningen glippede. Men et fremragende comeback af den 20-årige spiller sikrede en 21-19-sejr og dermed en tur i den bedste række.

- Det var jo helt mirakuløst, det kunne ikke være skrevet bedre. Vi var hele følelsesregisteret igennem, inden vi kom tilbage. Det var en kæmpe forløsning, at det lykkedes, siger spillende cheftræner, Sune Gavnholt.

Ifølge træneren er det et ungt hold, der rykker op. Klubben satser på udvikling af egne spillere og unge talenter, kombineret med få rutinerede spillere. Den strategi fortsætter Ikast FS Badminton med, når der efter sommer skal spilles liga-badminton.

- Vi vil fortsætte og holde fast i konceptet med unge spillere, også selvom det måske koster en nedrykning. Vi havde egentlig regnet med at skulle spillet 1. division, så det er en kæmpe bonus at komme i ligaen. Men det er klart, at vi går 100 procent efter at blive oppe, siger Sune Gavnholt.

Oprykkerholdet består af Malene Kæseler, Elizaveta Tarasova, Karoline Synnestvedt, Olga Golovanova, Victor Svendsen, Mathias L. Hansen, Frederik Aalestrup,  Mads Emil Kristensen og spillende træner Sune Gavnholt