Ellemann var med til åbning af ny VU-afdeling i Ikast

Det er kun en måned siden, den nye afdeling blev stiftet på en generalforsamling, og de glæder sig over opbakning fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.

Magnus Würtz Engedal er bestyrelsesformand i Venstre Ungdoms nye afdeling i Ikast-Brande.
Magnus Würtz Engedal er bestyrelsesformand i Venstre Ungdoms nye afdeling i Ikast-Brande.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Venstres Ungdom har allerede afdelinger i Silkeborg og Herning, og i dag var der så officiel åbning af den helt nye afdeling i Ikast-Brande.

- Det giver jo et kæmpe skub i den rigtige retning, at vi kan mærke, at opbakningen er der fra partiformanden og de store drenge i partiet. Det er en kæmpe motivation for os, fortæller Magnus Würtz Engedal, som er  bestyrelsesformand for Venstre Ungdom i Ikast-Brande.

Han fortæller, at der et stort potentiale for en afdeling i byen, for selvom de allerede er i de store nabobyer, så mener han ikke, at promoveringen er nået helt ud til Ikast-Brande Kommune, og der er simpelthen for langt til Herning og Silkeborg.

For den nye bestyrelses formand i VU Ikast-Brande Magnus Würtz er det stort at kunne trække Jakob Ellemann-Jensen til arrangementet, og han håber, at det kan hjælpe med at trække mange nye medlemmer til den nye forening.

Venstre-land

Der er langt fra Christiansborg til Ikast, men Jakob Ellemann-Jensen finder gerne plads i sin travle kalender for at møde de unge mennesker.

 
 
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

- I Venstre har vi altid brug for, at der er nogle unge og meget liberale mennesker, som lige giver os et spark over skinnebenet indimellem og sørger for at løfte den ideologiske fane, hvis vi andre har for svært ved det. Det samarbejder, som vi har med Venstres Ungdom, er godt, fordi man mærker en idealisme og et gåpåmod, som nogle gange forlader os, når vi kommer lidt op i alderen, siger partiformanden.

I forhold til sidste valg og konkurrenten Socialdemokratiet ligger Venstre lidt sløjt i meningsmålingerne, men det mærker formanden ikke i Ikast.

- Det er altid rart at være i Venstres kerneland, hvor folk altså har forstået tingenes rette sammenhæng og har fat i den lange ende og stemmer Venstre. Selvfølgelig er det det, og det skal vi nok også få udbredt til resten af Danmark, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Formanden skal selv tale til de unge, og her vil han gerne fortælle dem, at der bliver sat stor pris på deres engagement ,og det er vigtigt at holde fokus på Venstres værdier.

0:35
Jakob Ellemann-Jensen var med, da en ny VU-afdeling i Ikast-Brande blev indviet.