Danmark må undvære gravid Herning-Ikast-stregspiller til EM

Herning-Ikasts Sarah Iversen er gravid og skal føde til januar. Dermed går hun glip af EM til december.

HIH- og landsholdsspilleren Sarah Iversen. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Puljen af stregspillere, som kvindelandstræner Jesper Jensen kan vælge fra til decembers håndbold-EM, er skrumpet med én.

Læs også Forundret Sarah Iversen: De er jo spillet ud af hallen

Herning-Ikasts stregspiller Sarah Iversen meddeler på Instagram, at hun er gravid, og at hun har termin til januar.

- Vi skal være forældre, skriver hun på sin instagramprofil, hvor teksten ledsager et billede af hende og kæresten samt et sæt skanningsbilleder.

Sarah Iversen var en del af det danske landshold ved VM i Japan i december sidste år, og selv om udtagelsen til EM er langt væk, så ærgrer det tidlige afbud den nye landstræner Jesper Jensen, selv om han er glad på Iversens vegne.

- Det er helt vildt ærgerligt. Sarah gjorde det rigtig godt specielt ved den seneste slutrunde, og hun har været inde i en god udvikling, siger han til TV2 Sporten.

- Vi ville rigtig gerne have haft muligheden for, at Sarah kunne udtages, siger Jesper Jensen.

Sarah Iversen har spillet 52 landskampe for Danmark indtil videre. EM-slutrunden i 2020 skal spilles i Norge og Danmark fra 3. til 20. december 2020.

/ritzau/