Birgit og Kents omsorg for dyr går i arv – nu overtager næste generation

I 35 år har Birgit og Kent Karlsen stået i spidsen for Brande Dyreinternat og Hundepension. En passion, som deres søn Brian Karlsen har arvet, og han er nu klar til at overtage sine forældres virksomhed.

5:26
Birgit og Kent Karlsen har haft Brande Internat i 35 år, men nu er det blevet tid til at drosle ned. Og det er ikke hvem som helst, de lægger livsværket i hænderne på.

Ægteparret Birgit og Kent Karlsen har hjulpet mange tusinde dyr i de 35 år, de har haft Brande Dyreinternat og Hundepension. Alene sidste år fik 2600 dyr pleje og hjælp hos dem.

Stedet startede som en fritidsinteresse for ægteparret, der arbejdede som henholdsvis murer og sygeplejerske.

- Der er rigeligt, man kan bruge sit omsorgsgen til her. Både i forhold til dyrene og i forhold til medarbejdere og praktikanter. Men også med kunderne, der kommer med følelser kørende rundt i kroppen. Der er omsorgsgenet rigtig vigtig, siger Birgit Karlsen, der i starten også arbejdede som sygeplejerske.

Da hun sammen med sin mand havde haft hundepension i 10 år blev de kontaktet af Dyrenes Beskyttelse, der foreslog et internat sammen med hundepensionen.

- Det accelererede rigtig meget med, at vi først fik hunde. Senere kom kattene også ind. Desuden havde vi arbejdet med politiet og hittedyr og dyreværnssager, siger Kent Karlsen.

De fik så travlt, at de begge sagde deres faste arbejde op og satsede i stedet fuldt ud på dyrene.

I dag udgør kattene 80 procent af de dyr, der kommer på internatet i Brande. Det er især killinger eller nødstedte katte, der får en ekstra chance og kommer videre til nye familier. Alene på enkelt weekend i august var der 44 katte, der fik nye ejere.

Birgit og Kent Karlsens yngste søn, Brian Karlsen, har de seneste fire år været med på fuld tid. Han er ellers uddannet tømrer med eget firma, men forældrenes livsværk trak, og nu kan han ikke rigtig give slip igen.

- Tanken har hele tiden været, at jeg gerne ville prøve det. Jeg har altid hjulpet i mine ungdomsår og tjent alle mine lommepenge her, siger Brian Karlsen.

Fra januar 2023 overtager han Brande Dyreinternat og Hundepension, og forældrene træder i baggrunden.

- Det er dejligt, at han vil overtage, så vi stadig kan komme på stedet, og vi stadig kan følge det. Vi vil stadig gerne hjælpe, og der kommer en overgangsperiode, hvor han gerne vil have, at vi er med på sidelinjen, siger Kent Karlsen.

Udover familien Karlsens omsorg og pleje for dyrene, så får internatet også hjælp fra 80 plejefamilier, der passer de helt små killinger, der ikke har en mor og skal have flaske.