19-årig opkøber renseri og går i "mesterlære"
19-årige Aleksander Marjanovic overtager Ikast Rens & Vask fra 77-årige Flemming Kaae, men først skal den afgående ejer lære den nye alt om vaske og rensetekstiler.
Det er nok de færreste teenagere, der går op i, hvordan man bedst vasker gardiner, renser kjoler, presser bukser eller ruller duge. Men for 19-årige Aleksander Marjanovic fra Silkeborg er det anderledes.
Han er lige nu ved at blive lært op i renseriet Ikast Rens & Vask, for når kalenderen skifter fra januar til februar, er hele forretningen hans.
- Det gælder om at få styr på det, som der er, og så kan man efterfølgende bygge det op, siger den kommende renseriejer.
Oplæringen står 77-årige Flemming Kaae for. I to årtier har han drevet renseriet i Møllegade, og nu forsøger han at videregive så meget af sin faglige viden som muligt, inden han stempler ud til en tilværelse som pensionist.
- Der er meget. Der er noget, i forhold til hvordan man teknisk gør, og hvordan man i det hele taget behandler tøjet, så det er pænt og ordentligt, når det bliver afleveret tilbage, siger Flemming Kaae.
- Det gælder jo om at være sikker i det, man laver, når man har med andre folks ting at gøre. Der er jo ikke plads til, at man fejler, så jeg er rigtig glad for, at Flemming vil være her og vise mig det, siger Aleksander Marjanovic, der aldrig har arbejdet på et renseri før.
Droppede ud af 2.G for at drive firma
Selvom hans erfaringen med rens og vask er minimal, og han desuden stadig er teenager, er det ikke nyt for Aleksander Marjanovic at drive virksomhed.
For halvandet år siden startede han sit eget rengøringsfirma, der blev så stor en succes, at han droppede ud af gymnasiet for at koncentrere sig 100 procent om det.
- Mine forældre sagde: ”Nej, Aleksander, bliv nu i skolen. Det er altid godt at tage en uddannelse og have den bag sig.” Og det kan jeg godt se, at det er, men hvis man virkelig brænder for noget, så føler jeg også, man skal gøre det, siger den driftige unge mand.
Han understreger dog, at en forretning ikke bliver bygget op fra den ene dag til den anden. Det har derfor også været nødvendigt for ham at gå på kompromis med det klassiske ungdomsliv, som hans venner lever, for at nå dertil, hvor han er i dag.
- Der er mange, der tager ud og fester hver weekend, hvor jeg er mere fokuseret på at arbejde. Jeg arbejder nu, og så fester jeg senere. Jeg kan godt vente, siger han.
Mester bliver til alt er i orden
Den daglige drift af rengøringsfirmaet giver han nu videre til sine forældre, så han selv kan koncentrere sig om at komme godt i gang med arbejdet på det lille midtjyske renseri.
- Man skal jo lige lære, hvordan man driver sådan en forretning. Det er ikke det samme at drive et renseri, som det er at drive en rengøringsvirksomhed, siger Aleksander Marjanovic.
Arbejdet på renseriet kræver blandt andet kendskab til en masse produkter og maskiner - nogle af dem endda ældre end den kommende ejer selv.
Og Aleksander Marjanovic skal nå at blive fortrolig med alle processer, inden Flemming Kaae for alvor går på pension.
- Der er da lidt pres på, siger den nye ejer.
Flemming Kaae har dog lovet, at han ikke går nogen steder, før den nye ejer har fået styr på det hele.
- Nu er han jo en frisk mand og lærevillig, men der går nok nogle måneder. For det bliver ikke givet videre, før det er på det niveau, som vi plejer at levere herfra, siger den afgående ejer.