150 ansatte må forlade Siemens

150 medarbejdere får ikke forlænget deres kontrakt med Siemens Wind Power i Brande.

siemens6.jpg

Siemens Wind Power i Brande siger over de næste tre måneder farvel til 150 ansatte - og goddag til 200 nye.

Forklaringen er, at de 150 lager - og produktionsmedarbejdere er midlertidigt projektansatte, og har haft til opgave at få produktionen af en ny type megawatt-møller op at køre. Det gør den nu, og derfor er der ikke længere brug for medarbejderne.

- Vi har i en periode kørt med lidt ekstra produktion for at have lidt reservekapacitet, og der er vi oppe nu. Når vi stadig søger folk, så er det til nogle andre funktioner, typisk til ingeniørfunktionerne og dem, der planlægger transport og indkøb og den slags ting, siger kommunikationsdirektør, John Finnich Pedersen, til TV/MIDT-VEST.    

Inden for det seneste år har Siemens Wind Power ansat i alt 1000 medarbejdere i Danmark.