1:36
Beboeren Henrik Kjærside har filmet, at flere unge kastede kanonslag og bomberør efter hinanden.
Foto: Privatfoto

Vilde optagelser: Unge affyrer bomberør og kanonslag mod hinanden i boligkvarter

Grupper på mellem 10 og 30 unge har affyret kanonslag, bomberør og andet fyrværkeri efter hinanden i Asagården i Holstebro siden midten af december.

De mange pludselige brag og lys skaber utryghed for beboere i boligblokkene. En af beboerne er Henrik Kjærside, som bor i blokken med sin kone og fem børn.

- Det er ikke behageligt. Vi kan se, at folk er bange for at gå herude, for det sker allerede tidligt på aftenen, siger Henrik Kjærside og tilføjer:

- Vi kan mærke på vores børn, at de er utrygge, og der kommer mange spørgsmål fra vores børn om sikkerhed.

En anden beboer beskriver Asagården for en krigszone.

- Det er forfærdeligt, det er skræmmende og pisse uhyggeligt. Jeg går ikke ud, når det er mørkt, for jeg vil beskrive det som en krigszone. Min mand og jeg er nødt til at flytte herfra, vi skal ikke bo herude længere, fortæller Line Nielsen.

Politiet opfordrer til, at folk ringer 114, hvis man ved, hvem personerne, der deltager i urolighederne, er.