TTH-direktør: Klubben trænger til selvtillid og sejre

TTH Holstebro står til at rykke yd af ligaen.

Arkiv. Cheftræner for TTH, Arnor Atlason.
Arkiv. Cheftræner for TTH, Arnor Atlason.
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

Håndboldklubben TTH Holstebro plejede at ligge i toppen, men nu står de til at rykke ud af ligaen efter mange nederlag.

Ifølge klubbens direktør John Mikkelsen er det langt fra tilfredsstillende.

- Vi trænger til at vinde nogle kampe og komme til at mærke den der følelse ved at vinde noget. Der er rigtig gode spillere og et stærkt sportsligt sæt op rundt omkring klubben, men vi trænger til selvtillid og sejre, forklarer han.

Det er anden gang på tre sæsoner, at klubben er at finde i nedrykningsspillet, og det er på trods af, at TTH Holstebro har det næststørste budget i ligaen.

Og den nuværende placering er ikke tilfredsstillende, fastslår klubbens formand Jørgen Hansen. 

- Det har været sjovere at være bestyrelsesformand, end det er nu. Man har en lyst til at få os flået ud af det her, for jeg synes, at vi som klub skal være et andet sted. Og det arbejder vi, siger han.

Jørgen Hansen lægger op til, at der kommer en "gennemgribende evaluering", når sæsonen er slut - uanset om det ender med nedrykning eller ej.

Har I den rigtige bemanding på posterne både hvad angår trænere og direktør?

- Umiddelbart er mit svar selvfølgelig ja, men alt skal evalueres, når vi kommer derhen til. Så kommer vi til at kigge i alle hjørner.

- Kan det have nogle personalemæssige konsekvenser i yderste konsekvens?

Det har jeg ingen kommentarer til. Det tror jeg ikke, men det ser vi til, siger formanden.

Klubben møder Skive mandag den 22. april i den første kamp om at beholde pladsen i ligaen.