To havørneunger døde efter at redetræ blev fældet

En træfældning i en plantage ved Skive har kostet to ørneunger livet. Sagen er nu meldt til politiet og Miljøstyrelsen.

Det var to havørneunger som disse, der mistede livet, da deres redetræ blev fældet midt i juni.
Det var to havørneunger som disse, der mistede livet, da deres redetræ blev fældet midt i juni.
Foto: Kent Mossin
Opdatering

Opdatering

Siden artiklens udgivelse har TV MIDTVEST talt med Skovdyrkerforeningen Midt, og der er derfor blevet tilføjet et citat til artiklen.

    To næsten flyvefærdige havørneunger er fundet døde efter at deres redetræ blev fældet.

    Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening i en pressemeddelelse.

    Træet stod i Estvadgaard Plantage sydvest for Skive, og ørnereden var blandt de reder, som Projekt Ørn fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har overvåget i årevis.

    Kort før fældningen informerede DOF skovejeren om, at der var et ørnepar med unger i reden i år. Også Skovdyrkerforeningen Midt, der stod for træfældningen, blev oplyst om, at der var ynglende havørne i skoven, men alligevel blev redetræet fældet. 

    - Det er frygteligt at tænke på, at skovning midt i fuglenes yngletid har kostet to prægtige ørneunger livet, udtaler DOF’s formand Egon Østergaard.

    Meldt til politiet og Miljøstyrelsen

    Ifølge DOF har Skovdyrkerforeningen Midt forklaret sig med, at en skovfoged besigtigede området før fældning, men at reden alligevel ikke blev opdaget.

    - Derfor ser vi her tydeligt, hvor problematisk det er at fælde træer om sommeren, når der er løv på træerne, og reder med fåtallige og sårbare arter kan være meget svære at se, siger Kim Skelmose, der er leder af DOF’s Projekt Ørn.

    Det var en lokal ornitolog som fandt resterne af de to døde havørneunger og kontaktede skovejeren.

    Træet, hvor i havørnereden var, var et af 20 træer som blev fældet i forbindelse med en specialbestilling af træer i bestemt størrelse, og det ærgrer Skovdyrkerforeningen Midt, at der lige netop var en rede i et af træerne.

    - Så snart vi fandt ud af det, gik vi i gang med at se, hvilke konsekvenser der var. Vi ved godt, at det er ulovligt, og vi brugte lige en dag på at finde ud af, hvad der rent faktisk skete derude, og dagen efter meldte vi det til Miljøstyrelsen og politiet, siger Kristian Løkke Kristensen, der er skovrider i Skovdyrkerforeningen Midt.

    Skovdyrkerforeningen håber, at man sammen med Dansk Ornitologisk Forening kan finde en løsning, så man i fremtiden kan undgå at fælde træer med kendte reder. 

    Ud over at det er ulovligt at fælde træet med havørnereden, så er det i henhold til EU’s tømmerforordning også forbudt at handle med ulovligt fældet træ. Derfor er det fældede fyrretræ nu beslaglagt på det savværk, som modtog træerne fra Estvadgaard Plantage.