Tiårige Maria har lært at slå fra sig: - Det gør mig faktisk lidt mere tryg

Selvforsvar kræver noget andet, når man er barn. Derfor var en række børn og unge denne weekend samlet i Holstebro for at lære at håndtere både mobning og vold.

1:59
Tiårige Maria Sánchez Bredholt er blevet mere tryg efter at have lært selvforsvar.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Ved dit barn, hvad det skal gøre, hvis det bliver udsat for vold?

Det er formentlig de færreste forældre, der kan svare "ja" til ovenstående spørgsmål.

Derfor gennemførte Holstebro Taekwondo Klub denne weekend et selvforsvarskursus i børnehøjde.

Med støtte fra DGI og DIF kunne klubben lørdag og søndag lære børn fysiske og mentale færdigheder, som skulle gøre dem i stand til både at håndtere fysisk mobning, men også vold fra både børn og voksne.

En af deltagerne var tiårige Maria Sánchez Bredholt fra Idom ved Holstebro, og hun kunne sagtens se fidusen i at kunne forsvare sig selv.

- Jeg tænker bare "okay, fedt, at jeg kan det, siger hun og fortæller, at det ikke bare er fedt at kunne:

- Det gør mig faktisk lidt mere tryg ved at gå andre steder hen, som jeg ikke rigtigt kender, siger hun.

Går ikke i panik

Som en del af en familie, der rejser meget, mener Maria Sánchez Bredholt, at det er rart at kunne forsvare sig selv, siger hun.

- Jeg har lært at vide, at hvis det nu sker, så ved jeg, hvad jeg kan gøre og ikke bare gå i panik, siger hun.

Kurset skulle gennem avanceret leg lære børnene at trække en personlig streg i sandet og lære dem at sige fra - også overfor trusler.

Mor bliver tryg

Selvom kurset hed "Selvforsvar uden mor og far" var den unge deltagers mor, Erika Sánchez de Bredholt, til stede på sidelinjen, mens datteren lærte alt fra at tage benene på nakken til at slå fra sig.

Hun fortæller, at hun bliver mere tryg af at vide, at hendes datter kan håndtere en presset situation.

- Jeg tænkte, det var vigtigt for børn at lære at forsvare sig selv. Det er ikke, fordi de skal bruge det med det samme, men jeg synes, at alle skal lære at forsvare sig selv, hvis man pludselig har brug for det – især som kvinde tænkte jeg, at det var noget, at de (hendes døtre, red.) skulle lære, siger hun.

Hun håber, at det, at hendes datter nu kan forsvare sig selv, vil styre pigen i andre sammenhænge.

- Det er et af de vigtigste redskaber, man kan give til sine børn. Lær at kontrollere din krop, kend dig selv, og så kan du overkomme alt lige meget hvad, siger Erika Sánchez de Bredholt.