Rabatten var for blød: Lastbil væltede med en bunke træflis

Uheldet betød, at Rute 34 ved Mogenstrup kortvarigt var spærret af.

Sådan så det ud, da en lastbil mandag eftermiddag kom på afveje.
Sådan så det ud, da en lastbil mandag eftermiddag kom på afveje.
Foto: Presse-fotos.dk

Der er faldet rigtig meget regn den seneste måned, og det betyder i sagens natur, at jorden er ualmindelig blød for tiden.

Det kan give udfordringer, hvis man bevæger sig rundt i et tungt køretøj, og det måtte en lastbilchauffør mandag eftermiddag sande, da han kom kørende på Rute 34 ved Mogenstrup mellem Haderup og Skive.

Den bagerste vogn på lastbilen endte nemlig på siden, og det betød, at en bunke træflis blev hældt ud ved siden af vejen.

- Lastbilen blev simpelthen fanget i rabatten, fordi den var for blød, fortæller Jan Nørrum, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Uheldet betød, at hovedvejen kortvarigt helt var spærret af i begge retninger grundet størrelsen på lastbilen. Omkring klokken 17 blev der dog åbnet for trafik igen. 

Ingen andre biler var involveret i uheldet, og lastbilchaufføren slap heldigvis uden at komme noget til.