Politiet undersøger mistænkelig brand i industribygning

Meldingen om branden kom tidligt onsdag morgen.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Nordvestjyllands Brandvæsen blev onsdag morgen kl. 04.30 kaldt ud til en brand i en industribygning i Ulfborg.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Patruljen på stedet fortæller, at branden er opstået i elkabler, der ikke er tilsluttet elnettet. Det får politiet til at vurdere, at der er mistænkelige forhold ved branden.

- Umiddelbart skønner vi, at det kan være påsat, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Branden var hurtigt slukket

Anders Frederiksen, der er indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, fortæller, at ilden er opstået i en skillevæg mellem to lagerbygninger, der er bygget sammen.

- Da vi når frem til stedet, sætter vi ind på branden og forsøger at begrænse skaderne. I løbet af en times tid havde vi styr på branden, og der er ikke tale om omfattende skader, siger Anders Frederiksen.

Da der er mistænkelige forhold ved branden, vil der i løbet af i dag ankomme teknikere til stedet, der skal undersøge forholdene nærmere.