Per Ørum på vej tilbage

Konservativ politiker vender tilbage til Folketinget efter spirituskørsel.

Det konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen fra Staby er klar til at genoptage sin politiske karriere, efter at han i februar blev taget for spirituskørsel.

Per Ørum Jørgensen havde egentlig planlagt at vende tilbage til Folketinget efter påske, men meddeler nu, at det først sker den 19. april.

- Jeg skulle afslutte behandlingen, og det gjorde jeg for et par uger siden. Så har jeg lige haft brug for et par ekstra uger til at få lidt ro om min situation, for der har været meget mediepres på, siger han til Ritzau.

Per Ørum Jørgensen har tidligere sagt til TV/Midt-Vest, at han betragtede sig som alkoholiker. Han har nu gennemgået en minnesotakur og har ikke rørt alkohol i to måneder.

- Jeg har skabt en forandring i mit liv - moralsk, etisk og værdimæssigt, siger han.