Nye anmeldelser om brag i Holstebro

Skud eller kanonslag - to nætter i træk er politiet kaldt til boligområde.

HolstebroNaerSkilt.jpg

For anden nat i træk har politiet fået anmeldelser om skud eller høje brag i kvarteret omkring Tinggården/Asagården i Holstebro.

Natten til fredag kom anmeldelsen klokken 00.25 - stort set samme tidspunkt som natten før. Politiet er dog i tvivl om, hvorvidt der er tale om skud eller kanonslag. Flere af dem, der kontaktede politiet natten til fredag, mente, at det lød mere som kanonslag.

Politiet sendte to patruljer til området, og betjentene traf blandt andre en flok unge mennesker, der sad og hyggede sig i en garage. De unge afviste dog at have noget med sagen at gøre - og de havde i øvrigt heller ikke hørt noget.

Fredag formiddag sendte politiet en hundepatrulje til kvarteret for at lede efter eventuelle rester af fyrværkeri eller kanonslag.

- Vi tager det her alvorligt og vil gerne have det stoppet. Men omvendt er der heller ingen grund til at skabe unødig utryghed, siger vicepolitikommissær Ole Hofmansen fra lokalpolitiet i Holstebro.