Nogen må vige pladsen for Gade: Lokal kandidat ofrer sig gerne

Hvis Søren Gade vælger at stille op i Vestjyllands storkreds, må en anden ofre sin plads – der er nemlig allerede fyldt op.

2:28
- Det er ikke så svært for mig at se, hvornår jeg skal træde tilbage i den her situation, siger Lise Østermark.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

Lise Østermark er Venstres nye folketingskandidat i Holstebro. Hun har indkøbt valgplakater for godt 50.000 kroner og er helt klar til kamp.

Mandag aften tikkede nyheden dog ind om, at Søren Gade vender tilbage til dansk politik, når han stiller op til det kommende folketingsvalg.

En nyhed, der først og fremmest skabte stor glæde – men også spekulation.

- Den tanke, der først gik gennem mig, var: ”Jeg er fra Holstebro, og Søren er fra Holstebro. Skal jeg vige pladsen?” Og der må jeg bare sige, at det gør jeg med glæde, siger Lise Østermark.

Søren Gade fik 28.209 personlige stemmer, da han sidst stillede op til folketingsvalg i 2015. Derfor er Lise Østermark ikke et sekund i tvivl om, at hans tilbagekomst vil komme både Venstre og Danmark til gavn.

Men Venstre har allerede en kandidat i samtlige valgkredse i Vestjylland, og derfor er der også en snært af ærgrelse hos Lise Østermark.

- Man går ind i kampen med hud og hår og stiller sig til rådighed fuldt ud. Og når man har forberedt valgkamp med alle de ressourcer, man har, både menneskeligt og økonomisk, så er det selvfølgelig en bet, hvis det ikke bliver til noget, siger hun.

Beslutningen om at forlade Europa-Parlamentet til fordel for Folketinget har Søren Gade truffet i håbet om at kunne skaffe Venstre de afgørende stemmer.

- Jeg har jo en appel til nogle vælgere, og det, der trigger mig, er det med at kunne gøre en forskel for et parti, som har gjort så meget for mig, sagde Søren Gade mandag til TV MIDTVEST.

- Vi finder plads til ham

Kommunens partiformand vil ikke sige, om han er klar til at bytte sin nye kandidat for en gammel, men understreger, at partiet har en ’superdygtig kandidat’ i Lise Østermark.

- Det er noget, vi er klar til at diskutere. Det klogeste er, at Søren bliver stillet op i Vestjyllands Storkreds et sted, og så må vi se, hvor det bliver, men vi finder plads til ham, det er helt sikkert, siger Tom Bach Nielsen.

Det bliver enten i Vestjyllands Storkreds eller i Sydjyllands Storkreds, at den erfarne venstremand stiller op, har han forklaret.

Og hvis det ender med at blive Vestjylland, ser Lise Østermark det som en god mulighed for at bevise, at politik ikke handler om magt.

- Det handler om at skabe gode løsninger for det her land, for det er der brug for. Derfor er det ikke så svært for mig at se, hvornår jeg skal træde tilbage i den her situation, siger hun.

TV MIDTVEST har spurgt partitoppen i Venstre, hvor den mener, der er plads til Søren Gade. Men partisekretær Christian Hüttemeier har ikke ønsket at stille op til interview i dag