Nedlukningen får flere ud på golfbanen: - Man bliver afhængig af det

Udendørs idræt får nye medlemmer i stride strømme under nedlukningen, og det glæder golfklubber og fiskeriforeninger.

2:03
Tyve procent flere købte fisketegn sidste år. 6.200 flere meldte sig ind i Dansk Golf Union.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Coronanedlukningen har i den grad kostet medlemmer i indendørsidrætsforeningerne. Men mens folk melder sig ud af håndbold- og badmintonklubberne, så kommer der flere og flere medlemmer i foreningerne for udendørs idræt.

Det mærker de i Dansk Golf Union, der i 2020 havde 6.200 flere medlemmer end i 2019. Og en af de nye golfglade mennesker er Bettina Bohnsack.

- Jeg gik meget hjemme, og det var lidt kedeligt i coronatiden, at vi ikke måtte komme ud. Alle vores sportsgrene var lukket ned, og så fandt jeg ud af, at man kunne komme ud med vennerne på den her måde, siger den nyslåede golfentusiast fra Holstebro.

Bettina Bohnsack er bestemt ikke den eneste, der har kigget mod golfbanerne under coronakrisen.

Faktisk fik golfklubben i Holstebro omkring 100 nye medlemmer i løbet af sidste år.

- Lige pludselig begyndte der bare at komme indmeldelser. Folk vil gerne ud og spille golf, for golfen har en hel masse fordele, hvor man kan være social, samtidig med at man holder afstand. Vi havde mange nye sidste år, og der er også mange, der melder sig ind, som har spillet før, siger Jacob Nordestgaard, der er PR- og eventmanager ved Holstebro Golfklub.

Det er ikke kun på greenen, at der er kommet flere til i løbet af pandemitiden.

Sidste år var der eksempelvis en fremgang på 20 procent i antallet af årslystfiskertegn, og det er på trods af manglen på tyske turistfiskere.

Jacob Nordestgaard arbejder i Holstebro Golfklub, hvor de har kronede dage - selvom vejret stadig er svingende.
Jacob Nordestgaard arbejder i Holstebro Golfklub, hvor de har kronede dage - selvom vejret stadig er svingende.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ifølge Dansk Golf Union går man gennemsnitligt 16.000 skridt på en golfrunde med 18 huller. På sådan en tur forbrænder mænd 2500 kalorier, mens kvinder forbrænder 1600.

- Jeg har altid tænkt, at det var en gammelmandssport, men man møder mange unge mennesker derude. Og alle folk er venlige og imødekommende og vil gerne hjælpe, siger Bettina Bohnsack til TV MIDTVEST.

Snart bliver indendørs idræt formentlig tilladt igen.

Men det betyder ikke, at Bettina kommer til at vende golfen ryggen lige foreløbig.

- Det er lidt farligt, for man bliver afhængig af det. Og mere vil altid have mere, så vi er begyndt at rejse rundt på andre baner og sådan noget. Det er en hel livsstil, siger Bettina Bohnsack.

Dansk Golf Union fortæller, at de over de seneste 12 måneder har haft næsten 58.000 bookede golfrunder.