Magnus Bramming er en af de bærende profiler i TTH Holstebro, og det ærer klubben nu på en helt speciel måde.
Efter mange flotte sæsoner med utallige mål til følge har klubben i samarbejde med tøjsponsoren hummel lavet en tøjserie, som har fået navnet Bramming 10.
- Da Magnus er meget tøjinteresseret, synes vi, at det var spændende at tage ham med i udviklingen af denne tøjserie, og med Magnus' hjælp har vi i samarbejde med hummel fået lavet en unik TTH-serie, som har et klassisk look med et elegant dragelogo, der er klubbens varetegn, siger klubbens direktør, John Mikkelsen, i en pressemeddelelse.
Venstrefløjen sætter stor pris på den gestus, som TTH Holstebro har vist ham.
- Jeg er stolt af, at klubben sætter pris på mig som person og spiller. Jeg synes, at den nye tøjserie er flot og kan bruges af alle - lige fra sponsorer og fans til ungdomsspillere og vores publikum. Jeg glæder mig til præsentationen af ”Bramming 10”, siger Magnus Bramming i pressemeddelelsen.
Klubbens mand
28-årige Magnus Bramming kom til TTH Holstebro i 2012 fra Nordsjælland Håndbold. Siden har han udviklet sig til at være en stor profil.
Det siger direktøren.
- Magnus har siden sin begyndelse i klubben i 2012 altid været ”klubbens mand”, og han har et virkelig stort hjerte for klubben. Han er en fremragende håndboldspiller, og det er meget fortjent, at han er med i landsholdstruppen. I sidste sæson var han ”outstanding” og nogle gange en enmandshær. Hans bedrifter i både den hjemlige liga og i klubbens vej til EHF Finals i Kiel var imponerende, siger John Mikkelsen.
Den nye tøjkollektion bliver præsenteret søndag den 18. august i forbindelse med klubbens opvisningskamp mod storholdet Paris Saint Germain, hvor Mikkel Hansen blandt andre kommer på besøg.