Drager indtager Holstebro – og det er der en særlig grund til

For første gang nogensinde er en stor udstilling om drager i Europa, nærmere bestemt Holstebro. Og netop Holstebro og drager klinger særlig godt.

3:44
Store drager, enhjørninger og havfruer fra Naturhistorisk Museum i New York har fundet vej til Holstebro

Det er ikke tilfældigt, at en stor udstilling om drager lige nu er ved at blive sat op på Holstebro Museum.

Bynavnet Holstebro stammer nemlig fra et gammelt sagn om netop drager.

I Middelalderen boede der under en bro i byen en lindorm, en slags vanddrage, som skræmte borgerne.

- En dag kom Ridder Holst til byen, og han dræbte lindormen. Byens borgere blev virkelig glade, og derfor opkaldte de byen efter ham. Den blev til Holsts bro – Holstebro, fortæller Ann Bodilsen, museumsinspektør på Holstebro Museum.

Drager har altså en særlig plads i byens hjerte, og den bliver nu understreget i form af en helt særlig udstilling, som er sejlet over Atlanten i otte store skibscontainere.

- Det var lige til højrebenet, og det kunne ikke være anderledes. Det er en kæmpe chance, vi har fået med en udstilling, der er så stor.

Drageudstilling
Foto: Skelmose TV og Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Første gang i Europa

Udstillingen med drager og andre mytiske væsener er museets største satsning, og det er da også første gang, den overhovedet er i Europa.

Det er Naturhistorisk Museum i New York, der ejer den, og de skulle have været i Holstebro for at hjælpe med at sætte den op, men så lukkede Danmark ned.

- Vi har måttet lede i deres kasser, for de har selvfølgelig pakket tingene ned, så det var logisk for dem. Så vi skal lige finde ud af, hvordan delene passer sammen, siger museumsinspektøren.

Holstebro Museum havde håbet, de kunne slå dørene op til påske, men de må vente lidt endnu.

I ventetiden har de i stedet lavet forslag til ture til steder her i området, der er kendt for at huse mytiske væsener. For eksempel bor der en havfrue ude ved Thyborøn og en kæmpe på Råbjerg Hede.

Udstillingen kan ses til og med oktober.