Dagplejere er rystede efter flere domme til kollegaer: - Hvis det kunne ske for dem, så kan det måske også ske for mig

Fagforening har kontakt til flere bekymrede medlemmer, og kommune frygter for den fremtidige rekruttering.

En dagplejer blev torsdag dømt for vold mod et dagplejebarn ved Retten i Holstebro.
En dagplejer blev torsdag dømt for vold mod et dagplejebarn ved Retten i Holstebro.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det har rystet landsdelens dagplejere, at tre af deres kollegaer i løbet af de seneste måneder er blevet dømt for at udøve vold mod børn, de havde i dagpleje.

Ifølge Bettina Krohn Jensen, der er formand for den pædagogiske sektor hos FOA Midt- og Vestjylland, har dommene fået flere dagplejere til at genoverveje, hvordan de udfører deres job, og om de overhovedet har lyst til at blive i faget.

- Det er jo en ganske forfærdelig situation. Det sætter gang i mange, mange følelser. Vi er virkelig alle berørte af det.

- Forleden var jeg til medlemsmøde i Herning, hvor alle sad chokerede og tænkte: ”Vil vi det her?”, siger sektorformanden.

Det er især kollegaer, der har arbejdet tæt sammen med de dømte dagplejere, som er meget berørte af sagerne. Mange af dem sidder tilbage med én tanke, forklarer Bettina Krohn Jensen.

- Hvis det kunne ske for dem, så kan det måske også ske for mig.

- Vi kan ikke undgå, at børnene får blå mærker

Sektorformanden har tidligere selv været dagplejer i 30 år, og hun peger på tillid mellem forældre og dagplejere som det vigtigste værktøj i det daglige arbejde. Men hun er bekymret for, at dommene nu kan slå skår i den.

- Vi kan ikke undgå, at børnene får blå mærker. Jeg har selv sendt børn hjem med blå mærker efter at være faldet på scooter, og der har jeg jo talt med forældrene om det, som har været trygge, fordi vi havde tillid til hinanden, siger hun.

I yderste konsekvens frygter hun, at dagplejernes arbejde skal lægges helt om, så det bliver mere bureaukratisk og under overvågning.

- Der opstår jo tanker som: ”Er vi nødt til at tage tøjet af barnet fra morgenen af og tjekke barnet for mærker? Skal vi som på døgntilbud lave et notat hver gang, vi gør noget ved et barn?” Der sker jo hele tiden hændelser, hvor børn eksempelvis er ved at falde ned fra noget, og skal man så lade være med at gribe det, fordi det kan give et blåt mærke? Det synes jeg er helt skævt, siger Bettina Krohn Jensen.

Direktør frygter for rekrutteringen

I Holstebro Kommune har dagplejedommene fra landsdelen også sat sine spor i afdelingen for børn og unge. Senest sagen om en dagplejer ansat i netop Holstebro Kommune, der torsdag blev idømt 20 dages ubetinget fængsel for at bide et barn.

Her mærker direktøren, at det er noget, der får opmærksomhed både i afdelingen og blandt dagplejerne.

- Det er jo meget naturligt, at det er noget, der fylder meget.

- Med de tre sager, der har været i vores område, får det bare et andet fokus, siger direktør Helle Støve.

Hun er bekymret for, hvad sagerne kan få af konsekvenser for rekrutteringen af kommunale dagplejere og fastholdelse af de nuværende dagplejere.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er nogle dagplejere derude, der genovervejer deres erhverv. Der har vi jo en opgave som arbejdsgiver i at gøre opmærksom på, hvor godt det er at være dagplejer i Holstebro Kommune og skabe tryghed for forældrene i, at de trygt kan aflevere deres børn, siger Helle Støve.